Smartlog v3 » Mortens blog » Tryk på knappen, Enhedslisten!
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Tryk på knappen, Enhedslisten!

1. Mar 2013 11:51, moggebikbak

Et nyt nummer af tidsskriftet Solidaritet er på trapperne.
Følgende er min leder til dette nummer.


Den parlamentariske strategi, som Enhedslisten lagde sig endelig fast på ved årsmødet i 2010, har slået fejl. Enhedslisten fik gjort finanslovsforhandlingerne til de kardinalforhandlinger, der skulle trække den på det tidspunkt imødesete socialdemokratisk-ledede regering til venstre. Men for indeværende kan det tørt konstateres, at det i 2011 kun i beskeden grad lod sig gøre og i 2012 slet ikke. De forslag til reformer, regeringen siden har fremlagt (senest SU og kontanthjælp), tydeliggør, at der er tale om et kabinet på selvmordskurs.

Det kræver et ikke tilrådeligt indtag af bevidsthedsudvidende stoffer at forestille sig samme regering genvinde magten efter et folketingsvalg, og spørgsmålet er derfor efterhånden, hvor dybt Enhedslisten skal lade sig trække ned i sølet for en regering, der aldrig kommer til at tone rent flag, og som end ikke kan bruge sit sidste regeringsår på at fremmane det blå spøgelse, dersom en erklæret borgerlig regering kom til fadet. For hvis pisk af arbejdsløse er en virksom beskæftigelsespolitik, er mere pisk da blot endnu bedre. Hvis skattelettelser til de bedst stillede og erhvervslivet er af det gode, er mere af samme slags da blot endnu bedre. Hvis tryk på lønnen er godt for den danske konkurrenceevne, er meget tryk meget godt. Og så fremdeles har regeringen egentlig spillet sig mange kort af hænde i den forestående valgkamp.

Hvorvidt Enhedslisten er regeringens parlamentariske grundlag eller ej, er og bliver en teoretisk diskussion – ikke mindst så længe Enhedslisten opfører sig som et sådant, og når den oplevelse samtidigt deles af den danske arbejderklasse, hvilket for en stor del er tilfældet. Arbejderne er sig utvivlsomt pinligt bevidste om det slagtehus, Socialdemokraterne, det Radikale Venstre og SF driver. Det er dem, der betaler for krisen, det er dem, der kommer på slagtebænken, når toppen af fagbevægelsen udviser større solidaritet med deres parti end med deres medlemmer og stiltiende ser til, mens efterløn, dagpenge, fleksjob, kontanthjælp, SU beskæres til ukendelighed, og folk i tiltagende grad risikerer af gå fra hus og hjem.

Enhedslisten gemmer dog på endnu et figenblad. Hidtil har linjen lydt: ”Vi vælter ikke en socialdemokratisk-ledet regering, men den risikerer at vælte sig selv”. Igen er det finanslovsforhandlingerne, der lurer i det skjulte, for med mindre regeringen gør en politisk sag til et kabinetsspørgsmål, er det alene ved finanslovsforhandlingerne, regeringen kan bringe sig i en sådan ubekvem situation – og igen bliver diskussionen temmelig teoretisk. Hvorfor ikke tage bruddet på de politiske spørgsmål, man er uenige om i stedet for at vente op mod et halvt år, til at kampen er feset ud, dønningerne har lagt sig og folk først igen skal mindes om, hvilke dele af statsbudgettet, Enhedslisten i udgangspunktet ikke ville være stemmekvæg for.

Hofargumentet for tilhængerne af, at Enhedslisten fortsat skal presse fremfor at fyre regeringen, er, at alternativet stadigt er værre. Men ud over at det svarer til at sælge elastik i metermål, så er det efterhånden også beviseligt usandt. Fagbevægelsen ville ikke være låst af misforstået solidaritet med en regering, dersom den var erklæret borgerlig, hvorfor mobiliseringer imod den tydeligtvist EU-dikterede sultekur i højere grad kunne blive en realitet – måske ligefrem i fællesskab med fag- og folkelige bevægelser i resten af Europa. I øjeblikket er det arbejderklassen i Sydeuropa, der kæmper kampen for bevarelsen af den danske velfærdsstat.

Herfra skal der lyde en ikke ubetænksom, en ikke uovervejet opfordring til at trykke på knappen, for som Bob Dylan synger: ”When something ain’t right, it’s wrong.”

http://www.solidaritet.dk/tidsskrift

morten riis
morten riis


Kalender

« July 2018 »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Arkivet

Tags

Arkiv