Smartlog v3 » Mortens blog » Tekstilarbejderne i Mahalla
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Tekstilarbejderne i Mahalla

11. Apr 2011 20:52, moggebikbak

Solidaritet. Marts 2011, nr. 2 - Indhold

af Anne Alexander, journalist og forfatter (oversat af Morten Riis)

Den egyptiske revolution startede på arbejdspladserne, og det var 300.000 cementarbejdere, postbude og tekstilarbejdere i strejke, der satte dødsstødet ind mod Mubarak, fortæller Anne Alexander fra Egypten.

Nogle ganske få uger efter revolutionen i Egypten har antallet af etiketter, der florerer om den, allerede nået svimlende højder. I de vestlige medier udstilles den som en blomsterrevolution, et hjertevarmt eksempel på en bevægelse uden ledelse, båret frem af folket. For et stort antal afsporede neokonservative i USA bekræfter Hosni Mubaraks fald dem i, at George W. Bush var på rette spor, da han forsøgte at udbrede "demokratiet" i Mellemøsten med militære midler. Militæranalytikerne på Stratfor1 og en stor del af BBC's ældre journalister synes at betragte det skete som et klassisk militærkup. Andre igen udråber den egyptiske revolution som en internet-drevet opstand eller en truende islamisk sammensværgelse.
Denne artikel indtager et helt andet perspektiv. Jeg vil argumentere for, at den egyptiske revolution har vist, at den samfundsforandrende og befriende kraft ligger hos den organiserede arbejderklasse, der har ageret med en styrke ukendt i den arabiske verden de sidste 50 år.
De strejker, der bredte sig som en steppebrand over hele Egypten i løbet af de sidste dage af Mubaraks regime, gjorde pludselig arbejdernes magt synlig. Men det var ikke desto mindre store og langvarige globale og lokale økonomiske forandringer, der splittede det egyptiske samfund og dermed skabte grundlaget for revolutionen. I særdeleshed var den sprængfarlige cocktail af neoliberale reformer, der blev introduceret af Hosni Mubaraks søn Gamal og dennes lige, og efterdønningerne af den økonomiske krise udslagsgivende for, at arbejderne materielt og ideologisk brød med regimet.
Men den første fase af revolutionen, de 18 dage med kraftige mobiliseringer, der vækker mindelser om revolutionen i 1848 eller hændelserne i Rusland i februar 1917, var også resultatet af Egyptens "tradition for demonstrationer" - et helt årti af kampe mellem staten og folk i gaderne. Måske er nogle vestlige journalister, sammen med Barack Obamas rådgivere blevet overrasket over den pludselige opstandelse, over folks vrede over denne "stabile" allierede. Enhver, der har fulgt med i de periodiske protester, der har fundet sted siden 2000 (i forhold til Palæstina, mod Irak-krigen, for demokrati og forfatningsmæssige reformer, for bedre lønninger, organisationsret og mod politiets brug af tortur), ville dog ikke være blevet forundret.
En analyse af selve opstandens dynamik vil alligevel nok vise, at revolutionen den 25. januar var mere end blot en ophobning af forskellige politiske og økonomisk krav. Det var mere specifikt omfanget af mobiliseringen nedefra og det pres, dette lagde på staten, der transformerede og styrkede relationen mellem de økonomiske og politiske kampe. Det var mobiliseringen af arbejdernes sociale magt mod staten og i særdeleshed den bølge af strejker, der brød ud d. 8. februar, der endeligt knækkede regimet. Det forhold, at folk stadig var på gaden, da Mubarak blev fjernet fra magten, åbner muligheden for yderligere at udvide den revolutionære proces, hvilket allerede kunne ses i den eksplosion af strejker, der fandt sted i ugen efter diktatorens fald.

Arbejdere uden kontrakt

De unge officerer, der overtog magten og styrtede monarkiet i 1952, påbegyndte udviklingen af Egypten i statskapitalistisk retning. Under Gamal Abdel Nassers lederskab brugte de statens resurser til at opstarte sværindustri, for at finansiere opførslen af stordæmningen i Aswan overtog de kontrollen med Suez-kanalen, og de opbyggede en industri til forsyningen af det egyptiske marked.
Denne økonomiske strategi var forbundet med oprettelsen af politiske institutioner, der skulle knytte arbejdere og bønder tættere til staten. Arbejderne blev tilbudt en social kontrakt, hvor de til gengæld for at give afkald på deres politiske uafhængighed, erhvervede sig fordele, såsom boligtilskud, uddannelse og andre velfærdsgoder, ligesom de også havde en relativ stor sikkerhed i deres ansættelser. Især i Nassers sidste periode idealiserede han i sin retorik arbejderne for deres bidrag til landets udvikling. Men det, Nassers stat havde gjort, var at smadre arbejdernes uafhængige organisationer og i stedet opbygget en officiel fagbevægelse, der var tro overfor regeringen.
Forholdene, der gjorde det muligt for Nasser og hans kolleger at forfølge denne særlige strategi for økonomisk udvikling, begyndte at forandre sig fra slutningen af 1960'erne, da de herskende globale klasser begyndte at lede efter alternativer til den statsdrevne udvikling. Efter Nassers død i 1970, brød hans efterfølger Anwar Sadat med Sovjetunionen, og inden udgangen af årtiet havde han tilmed indgået en ny partnerskabsaftale med USA. For at landet kunne modtage lån fra forskellige internationale finansielle institutioner, iværksatte han en politik for "økonomisk åbning", den såkaldte infitah.
Denne proces fortsatte og tog til i løbet af Mubaraks sidste år. Det skete gennem et program for strukturelle tilpasninger, der blev iværksat i kølvandet på Golfkrigen i 1991. Andelen af arbejdere ansat i den offentlige sektor faldt fra 40 % i 1981-82 til 32 % i 2004-05. Disse tal skjuler dog en mere dramatisk historie om voksende arbejdsløshed, tiltagende usikkerhed i ansættelse og en ødelæggelse af store dele af det offentlige velfærdssystem. Mellem 1998 og 2006 faldt andelen af arbejdere med ansættelseskontrakt fra 61,7 % til 42 %, mens andelen, der var dækkede af den sociale forsikring, i samme periode dalede fra 54,1 % til 42,3 %.

Tekstilarbejdere i strejke

Nasser opbyggede et politisk system, der, på trods af Sadats og Mubaraks ændringer, overlevede årtier efter hans død. Selvom hans efterfølgere tillod eksistensen af nogle falske "oppositionspartier", så længe de forblev svage og underordnede sig det herskende parti, ændrede de ikke fundamentalt på det grundlæggende politiske system. Indtil revolutionen i 2011 havde Egypten et to-klassers valgretssystem, hvor arbejdere og bønder stemte på en slags parlamentariske repræsentanter og middelklassen på nogle andre. De statskontrollerede fagforeninger var altså ikke alene et instrument til social kontrol af arbejdspladserne, hvorigennem staten forsøgte at lægge en dæmper på arbejdernes utilfredshed, men også en kolossal valgmaskine, der fragtede tilhængere af regimet til valgurnerne og mobiliserede arbejderne til hyldestoptog til fordel for Mubarak og hans venner.
Også på et ideologisk plan overlevede Nassers arv adskillelige årtier efter hans død. Selv når klassemodsætningerne trådte tydeligst frem, identificerede arbejderne sig stadig med målene for landets statsdrevne udvikling. Arbejdernes utilfredshed eksploderede fra tid til anden, som f.eks. i Mahalla al-Kubra i 1984, ved jern- og stålværkerne i Helwan i 1989 og i Kafr al-Dawwar i 1994. Men i stedet for at nedlægge arbejdet og sætte produktionen i stå, valgte arbejderne ofte at iværksætte "work-ins"2 for at vise, at de stadig og i modsætning til deres ledere følte sig forpligtet af visionen om i fællesskab at ofre sig for "nationen".
Reformerne fra 1990'erne og frem smadrede Nassers system på mange forskellige måder. Privatiseringer førte til fyringer af hundredtusindvis indenfor de statslige industrier, og i stedet for bonusser og velfærdsgoder til arbejderne fik de private aktionærer overført store summer til deres bankkontoer. Da de statsdrevne fagforeningen ikke længere kanaliserede velfærden ud til arbejderne, rådnede de op indefra. De fortsatte med at mobilisere vælgere til det ledende partis valgkamp og chikanere og intimidere arbejdere, der forsøgte at organisere modstanden, men i store dele af landet var den organisatoriske struktur en hul skal bestående af formelle medlemmer og en håndfuld egennyttige bureaukrater.
I slutningen af 2006 åbnede en strejke blandt 25.000 tekstilarbejdere fra fabrikken Misr i Mahalla al-Kubra op for en længere bølge af mobiliseringer blandt arbejdere. Strejkerne bredte sig hurtigt fra sektor til sektor, og blandt visse arbejdere, især tekstilarbejderne i Mahalla og skatteopkrævere, antog de en eksplicit politisk karakter, idet man her krævede retten til at organisere uafhængige fagforeninger, og at den nationale mindsteløn blev hævet. Den fremtrædende rolle, som strejkerne antog frem for "work-ins", var bevis på et skifte i arbejdernes bevidsthed.
Det er vigtigt at forstå, at disse begivenheder ikke bare skyldes lokale faktorer, men at de i stedet er tæt knyttet til visse globale processer. Introduktionen af neoliberale økonomiske reformprogrammer i forskellige statskapitalistiske regimer har fundet sted mange steder i verden. Kortvarige chok har også spillet en central rolle, i særdeleshed den internationale stigning i fødevarepriser, der har været anstødssten for arbejdernes protester endda før, den globale økonomiske krise begyndte.

Facebook-strejkerne

Bølgen af strejker i 2006 opstod i en kontekst, der allerede var blevet ændret af folkelige protester. Sammenlignet med de millioner af demonstranter, der deltog i revolutionen d. 25. januar, så var antallet af demonstranter tidligere selvfølgeligt mere beskedent. Opstandene i gaderne i forbindelse med den anden palæstinensiske intifada i slutningen af 2000 satte noget i gære og markerede et dramatisk skifte i Egyptens politiske landskab. Det første virkelige gennembrud fandt sted i 2003, hvor titusinde demonstranter i protest mod USA invasion af Irak tog kontrollen med Tahrir-pladsen i Kairo. De slog "hul i diktaturets murværk", som en af de egyptiske socialistiske aktivister kaldte det dengang.
Yderligere huller dukkede op i løbet af de følgende år. I 2005 indledte en løs alliance mellem radikale tilhængere af Nassers samfundsmodel, liberale og socialister, med støtte fra dele af det Muslimske Broderskab, en kampagne mod Mubaraks fornyede præsidentkandidatur og hans forsøg på at overdrage magten til sønnen Gamal. Gadeurolighederne krystalliserede sig omkring sloganet "Kifaya - Nok!" og begyndte at tiltrække sig opmærksomhed fra et stigende antal unge mennesker. I dag er det svært at huske, hvor usædvanligt vovet dette skridt var for de små radikale oppositionsgrupper. I fuld offentlighed overtrådte de den forbudte linje og kritiserede præsidenten.
Det følgende år demonstrerede nogle dommere imod regimets åbenlyse valgfusk og forfølgelse af politiske modstandere. I protest mod afretningen af to reformvenlige medlemmer af domstolene marcherede hundredvis af dommere i fuldt ornat gennem Kairos gader. Da urobetjente begyndte at tæve dommerne, og der blev brugt tåregas mod deltagerne af demonstrationen, var fornemmelsen af en stat i krig med sig selv til at tage og føle på.
Arbejdernes tiltagende kampe kombineret med en fornyelse af de unges aktivisme fik i 2008 regimet til at stå over for dets største udfordringer før selve revolutionen i 2011. Et strejkevarsel fra tekstilarbejderne på Misr-fabrikkerne i Mahalla begyndte at cirkulere i netværket omkring de unge aktivister. En facebook-gruppe, der tog parti for arbejdere og i solidaritet opfordrede til generalstrejke, fik hurtigt omkring 70.000 medlemmer.
D. 6. april 2008 blev strejken i Mahalla opløst af politiet, men deres angreb på demonstranterne havde nær udløst regulære opstande i byen. I mellemtiden førte "facebook-strejken" til store demonstrationer på de fleste universiteter, og fik mange forretninger i hovedstaden til at lukke ned. De sidste dønninger af demonstrationer, før begivenhederne for alvor tog en anden drejning for nogle måneder siden, fandt sted i sommeren 2010. Politiet havde dræbt en ung internetaktivist, Khaled Said, hvilket fik tusinder til at demonstrere i hans hjemby Alexandria.
Det ville være let her bagefter at beskrive kampene fra 2000 til 2011 som én fremadskridende begivenhed. Men i virkeligheden var disse protestbølger kendetegnet ved en høj grad af diskontinuitet; det ene demonstrationsoptog døde ud eller blev presset væk fra gaden nogle måneder før det næste opstod. Kløften mellem de økonomiske krav, som arbejderne stillede og de primært politiske krav, som store dele af middelklassen krævede under demonstrationerne for forfatningsændringer, var for nogle et tegn på, at ethvert forsøg på at forene kræfterne mod Mubarak var dømt til nederlag.

De brød frygtens forbandelse

På trods af dette spillede det sidste årti af Mubaraks regime en afgørende rolle for hans fald. Det var under disse uforlignelige demonstrationer, at aktivister fra forskellige politiske traditioner - islamistiske, nasseristiske, liberale og socialistiske - lærte at organisere sig politisk. I løbet af disse ti år erhvervede de radikale oppositionsgrupper sig erfaringer med at organisere demonstrationer, opretholde deres aktivistiske netværk og opbygge taktiske alliancer på tværs af politiske traditioner. Men frem for alt så lykkedes det dem at mobilisere politisk på gadeplan og brød dermed i fællesskab den frygtens forbandelse, som regimet ellers havde opretholdt i mere end en generation.
Af alle demonstrationer var det strejkebølgen, der med Rosa Luxemburgs ord fik etableret en dynamik af "vekselvirkende handlinger" mellem den økonomiske og politiske kamp. Som Luxemburg erfarede under revolutionen i Rusland i 1905, kunne vekselvirkningen mellem de økonomiske og politiske kampe ikke udelukkende forstås som en lineær udvikling fra økonomiske krav om basale livsfornødenheder til, at spørgsmålet om statens magt blev italesat som et politisk problem. Processen skulle efter hendes opfattelse ses som en pendulerende bevægelse mellem politiske og økonomiske kampe, hvor "hver frådende bølge af politisk handling befrugtede de efterfølgende økonomiske kampe, som igen knopskød i tusindvis og så fremdeles". Men i forhold til arbejdernes kampe så åbnede deres sociale magt og kollektive organisation selv i dagligdagens kampe på arbejdspladserne op for en politisk dimension og flyttede derved bestandigt horisontlinjen for yderligere politisk handling.
De egyptiske arbejdere tilkæmpede sig med storm de rettigheder, som andre "politiske" bevægelser for demokrati tidligere og under pres fra staten havde været nødt til at opgive: forsamlingsret, ret til at demonstrere og ytringsfrihed. Strejkebølgen gjorde det muligt at diskutere og organisere sig på tusinder af arbejdspladser over hele landet, hvilket flyttede kampen langt ind i den egyptiske dagligdag.
Efter d. 25. januar blev processer, der havde udviklet sig over et årti, pludselig presset sammen på nogle få dage. Man fravristede politiet kontrollen over gaderne, demonstrationerne udfordrede Mubarak direkte og vekselvirkningen mellem de økonomiske og politiske kampe tog til. Ã…bningen kom fra oppositionelle aktivister, der med Ben Alis fald i Tunesien øjnede muligheden for at indkalde til landsdækkende protester. Facebook-gruppen "Vi er alle Khaled Said", opkaldt efter den aktivist, politiet havde dræbt i Alexandria i sommeren 2010, indkaldte til demonstration og fik hurtigt hundredtusindvis af tilhængere.

Molotovs mod demonstranterne

En alliance mellem forskellige radikale oppositionsgrupper tog form mellem revolutionære socialister, liberale, demokratiske aktivister, nasserister, medlemmer af de uafhængige fagforeninger og endelig det Muslimske Broderskab. Man blev enig om en ny taktik for at nedkæmpe politiets blokader: en række samlingspunkter, frem for ét centralt optog eller møde.
Allerede tidligt d. 25. januar stod det klart, at demonstrationerne var større end noget, man i årevis, muligvis årtier havde været vidne til i Egypten. Titusinde af mennesker var på gaderne i Nasr City, Giza og Shubra, i Alexandria, Mansoura, Suez og Assyut.
I løbet af de følgende dage tog demonstrationerne til. Fredag d. 28. januar mødte bevægelsen sin første store udfordring. Politiet afspærrede alle bykernerne, og regimet lukkede for mobil- og internettet. Demonstranterne brugte moskeerne som mødesteder og marcherede i gaderne for at genvinde det offentlige rum. Vurderingerne af hvor mange, der var i gaderne, lød på hundredtusinder, hvilket skete alt imens et stort antal demonstranter var i nærkampe med politiet.
Mubarak afskedigede sin regering, trak politiet ud af de udbrændte skaller, som politistationerne var reduceret til, og indsatte i stedet hæren. Lokale folkekomitéer opstod over hele landet. De havde til formål at beskytte hjem og nabolag mod indbrud, som mange mente blev begået af civilklædte politibetjente. Yderligere demonstrationer over weekenden kulminerede i en "millionmarch", tirsdag d. 1. februar, der endeligt pressede en modvillig Mubarak til indrømmelser. I en tv-transmitteret tale gav han udtryk for ikke at ville genopstille til valg, ligesom han lovede at ændre visse dele af forfatningen.
Regimet slog igen onsdag d. 2. februar ved at mobilisere dets civilklædte bøller til at angribe demonstranterne i Alexandria og Kairo. Demonstranterne på Tahrir-pladsen blev mødt af et overraskelsesangreb, der angreb med sten, knive og molotov-cocktails, som red på heste og kameler, der almindeligvis var forbeholdt turisterne ved pyramiderne. I to dage gik kampene om pladsen frem og tilbage, men omsider vandt demonstranterne fodfæste. Hundredtusinde marcherede igen den efterfølgende fredag, der blev udnævnt til den "store flyttedag". I mellemtiden var regimet desperat på jagt efter mulige "samtale"-partnere. Nogle af oppositionsgrupperne, bl.a. det Muslimske Broderskab sendte repræsentanter til et møde med Omar Suleiman, tidligere chef for sikkerhedstjenesten, der netop var blevet udpeget til vicepræsident af Mubarak selv. Dele af den herskende klasse, herunder personligheder som forretningsfolkene Ahmed Bahgat og Naguib Sawiris begyndte åbent at bakke op om nogle af demonstranternes krav, hvorved de forsøgte at positionere sig selv i forhold til en politisk rolle i den forventede "overgangsperiode".
Titusinder fortsatte deres tilstedeværelse i gadebilleder, og på trods af den voldsomme retorik fra regimets talsmænd og købte journalister, fortsatte nye med at dukke op. Familier med små børn begyndte at slutte sig til masserne på Tahrir-pladsen, og et ungt par blev endda gift på pladsen søndag eftermiddag.

Befriet område

Tirsdag d. 8. februar skiftede magtbalancen igen - denne gang afgørende mod Mubarak. En bølge af strejker spredte sig fra arbejdsplads til arbejdsplads - arbejderne ved Suez-kanalen, telearbejderne i Kairo og stålarbejderne i Helwan var blandt de første -, og bølgen tog til, som den rullede ind over landet. D. 9. februar vurdere det Egyptiske Center for Sociale og Økonomiske Rettigheder, at omkring 300.000 arbejdere var i strejke i 15 provinser. Fra hospitalsteknikere og cementarbejdere til postbude og tekstilarbejdere; de besatte og strejkede og fremsatte på magtfuld vis økonomiske krav samtidigt med, at de bakkede op om revolutionen.
Delegationer af strejkende arbejdere sluttede sig nu til masserne på Tahrir-pladsen, udenfor præsidentpaladset og radio- og tv-huset ved Nilen. Mens rygterne om Mubaraks tilbagetrækning florerede, kom han med en sidste tv-transmitteret udtalelse, torsdag d. 10. februar, hvor han fortsat nægtede at træde tilbage. En lille delegation af hærens officerer sås nu tale med folkene på Tahrir-pladsen. En officer ringede til Al-Jazeera og meddelte under direkte transmission, at han havde tilsluttet sig "folkets revolution". Mens hærens øverstbefalende holdt møder i timevis bag lukkede døre, begyndte masserne at rejse sig igen. Kairo balancerede på randen til det endelige opgør.
Statens magtstruktur smuldrede endeligt d. 11. februar. De ældste af hærens officerer tog magten og fjernede Mubarak fra magten.
Tre ting kendetegner historien om revolutionen d. 25. januar. For det første var de 18 konfrontatoriske dage formet af mange af de samme dynamikker som dem, der havde gjort sig gældende det seneste årti - omend på et langt dybere niveau og over et meget kortere tidsspand. Demonstranterne erobrede nøgleområder i de større byer, i særdeleshed Tahrir-pladsen og transformerede dem til strategiske aktiver for den revolutionære bevægelse. Med dets selvorganiserede sikkerhedskomitéer, klunsede barrikader, frivillige læger og gadefejere, lydanlæg, telte og bannere blev Tahrir-pladsen, som hundredvis af besatte fabrikker i løbet af de sidste fem år et befriet område. Det var et sted, hvor der kunne debatteres, men også et organisatorisk centrum, hvorfra aktivister tog ud for at argumentere for at inddrage fabrikker, kontorer og nabolag i revolutionen.
Forsvaret for dette rum beroede ikke kun på, at den revolutionære bevægelse var overlegen i antal, men også på en særlig politisk organisering. De unge aktivister fra det Muslimske Broderskab spillede f.eks. en central rolle i beskyttelsen af pladsen mod regimets bøller og ved kontrolposterne i udkanten af pladsen. Alligevel dominerede Broderskabet ikke pladsen, men forblev nærmere fanget i sine egne modsætninger - mellem på den ene side de unge medlemmers identificering med den brede revolutionære bevægelse og ledelsens fristelse af at indgå en aftale med staten. Denne ligevægt hjalp ikke kun med at holde gaderne åbne for demonstranterne, men skabte også et rum, hvor stemmerne fra det revolutionære venstre, på trods af deres begrænsede antal, nåede ud til nye tilhørere og vandt nye tilhængere.

Tekstilfabrikken i Mahalla

For det andet: Havde revolutionen udelukkende udfoldet sig i gaderne, så er det, selv med det kolossale antal, man så fra d. 25. januar, ikke desto mindre usikkert, om det havde været nok til at få statens magt til at krakelere. Ligesom under de forrige årtiers kampe for demokrati og reformer, lykkedes det først alliancen at få et gennembrud i og med, at revolutionen flyttede sig fra det politiske til det sociale domæne. Man gik fra gaderne og ud på arbejdspladserne og opildnede arbejderne til i fællesskab at gribe til handling og lade deres krav indgå som en del af bevægelsens videre mål. Men de huller, der fandtes i regimets maskineri for politisk og social kontrol, og som betød, at denne proces kunne finde sted, så ikke først dagens lys d. 25. januar. De skal snarere forstås som en konsekvens af de langvarige neoliberale reformer, der har tæret på strukturen i Nassers oprindelige stat.
Til sidst er der spørgsmålet om militæret, og helt essentielt så lykkedes det på det punkt massebevægelsen at presse en del af staten - nemlig hærens øverste kommando - til at skære den kræftsvulst, som Mubarak efterhånden var blevet til, ud for at redde staten som sådan. Men det er tydeligvist ikke det samme, som at bevægelsen har overtaget magten. Hæren er heller ikke blevet opløst - hverken vertikalt, mellem forskellige hierarkier, eller horisontalt, langs klasseskel, sådan som tilfældet var med den russiske hær i 1917.
Det ville dog også være en fejl at se fjernelsen af Mubarak som et simpelt militærkup eller at undervurdere de vanskeligheder, som militærets øverstbefalende befinder sig i, såfremt de med magt forsøger at demobilisere den revolutionære bevægelse. Situationen adskiller sig fundamentalt fra den i 1952, hvor en lille gruppe af unge officerer greb til handling efter, at massebevægelsen midlertidigt havde tabt pusten. Gaderne var ryddet, da Nasser ledte sine styrker frem og overtog paladset, radiostationen og barakkerne. Vendingen mod den sociale kamp er igen det afgørende træk. I februar 2011 var revolutionen allerede ude på arbejdspladserne - længe før, militæret greb til handling. I 1952 truede én strejke blandt tekstilarbejderne i Kafr al-Dawwar det nye militærregime, hvorefter hæren simpelthen knuste den. En uge efter Mubaraks fald var der strejker på hundredvis af arbejdspladser, herunder den gigantiske tekstilfabrik i Mahalla med omkring 24.000 ansatte.
Men hvis der skal ske rigtige forandringer for Egyptens mange millioner indbyggere, og ikke bare for millionærer som Naguib Sawiris og Ahmed Bahgat, må revolutionen slå dybere rod. De organiserede arbejdere er ved at blive en social magt indenfor den begyndende revolutionære bevægelse, og de har bevidst indsat deres kollektive sociale magt for at opnå bevægelsens første politiske mål: fjernelsen af Mubarak. I løbet af kun 18 dage har de egyptiske arbejdere bevæget sig tættere på menneskelig frigørelse, end deres forældre og bedsteforældre har gjort i en hel levetid. Men der er stadig meget at gøre: på alle arbejdspladser og i alle nabolag må der luges ud i det regerende partis håndlangere, der skal opbygges uafhængige fagforeninger, og frem for alt må der skabes nye demokratiske institutioner, der kan varetage arbejdernes interesser og begynde at handle, i det mindste i kimform, som et alternativ til statsmagten.

Noter
1 Amerikansk sikkerheds- og geopolitisk tænketank.
2 Work-in er en form for aktion, hvor en gruppe arbejdere, hvis ansættelse f.eks. er truet, forbliver på arbejdspladsen og forsætter arbejdet uden betaling. Som regel er intentionen at vise, at arbejdet stadig har en berettigelse eller effektivt kan organiseres af arbejderne selv.


---
Anne Alexander arbejder som opsøgende journalist i Mellemøsten og er forfatter til bogen Nasser: Life and Times (Haus Publishing, 2005). Oversat af Morten Riis efter The gravedigger of dictatorship, Socialist Review, marts 2011.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat

Marts 2011, nr. 2
www.solidaritet.dk/

morten riis
morten riis


Kalender

« April 2018 »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30 

Arkivet

Tags

Arkiv

Relaterede