Svar på udfordringer
4. nov 2009 23:32, moggebikbakDen største udfordring, vi i øjeblikket står overfor, er arbejdsløsheden. I øjeblikket er der 1.200 fuldtidsledige, og inden et år hedder tallet formentligt 2.000. Det er et alvorligt problem - for kommunens økonomi, men jo så sandelig også for de mennesker, der rammes af ledighed, og som for en tid må klare sig på et endog noget mindre husholdningsbudget. Som kommune bliver vi nødt til at reagere på denne truende situation. Regeringen har længe forsøgt at bilde os andre, og formentlig også sig selv ind, at forringede man blot vilkårene for de ledige tilstrækkeligt, så ville det føre til fast fuldtidsansættelse. Sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen, og i den situation, vi rent økonomisk er i, kan vi ikke vente på, at erhvervslivet trækker i førertrøjen. I Enhedslisten foreslår vi, at kommunen lægger en indkøbsstrategi for de kommunale kantiner og institutionskøkkener, der lyder, at man fortrinsvist vil købe økologisk og bornholmsk-producerede fødevarer. Det vil sikre afsætningen for de landmænd, der omlægger deres brug til økologi, og da det økologiske landbrug alt andet lige er mere krævende med hensyn til mandetimer, får vi samtidigt skabt en række arbejdspladser. Et 2. forslag, der ville kunne forbedre situationen for det bornholmske arbejdsmarked, er oprettelsen af en kommunal håndværkerafdeling. Dens opgaver skal være at tilse, renovere, og ikke mindst energirenovere de kommunale bygninger – det er billigere og bedre, at få arbejdet udført kommunalt, og det giver os samtidigt muligheden for, at oprette de praktik- og lærepladser, som vi også har brug for, men som de private ikke ser sig i stand til at stille med. Derfor også vores 3. forslag: Der skal ansættes flere social- og sundhedsarbejdere i børne- og ældreinstitutionerne – manglen er enorm, og den månedlige udgift kun ca. 2.500 kr. mere, end hvis samme person modtog dagpenge. Vi må forbedre arbejdsforholdene indenfor plejesektoren, så dem, der har brug for pleje, kan få mere og bedre pleje, og så dem, der giver pleje, ikke skal udsættes for minuttyranni og stress. Alle tre forslag koster jo ganske rigtigt penge, men på lidt længere sigt er der faktisk besparelser at hente. Flere hænder i den offentlige sektor vil resultere i bedre velfærd, mindre nedslidning og et reduceret sygefravær. Det er besparende og bedre. Indlicitering af offentlige opgaver er billigere, og på sigt vil penge brugt på energirenovering komme mangedoblet tilbage i kommunekassen, og en økologisk omstilling af landbruget – ja, det er bedre for folkesundheden.
Når kommunen skal udføre et stykke arbejde, skal der betales mandetimer og materialer. Når en privat skal udføre det samme arbejde, skal der selvfølgelig stadig betales mandetimer og materialer, men der skal også genereres et overskud til den private. Skal private løsninger altså blive billigere end offentlige, må de ansatte enten løbe hurtigere, end hvad der i tilfældet i den offentlige sektor, eller også bliver kvaliteten af den leverede ydelse ringere. Og i den offentlige sektor har man benene på nakken, skal jeg love for. Ugebrevet A4 påpegede tidligere på året, at hver 7. offentligt ansatte i 2008 havde været sygemeldt på grund af stress. De ansatte i den offentlige sektor er simpelthen spændt for hårdt for.
