Smartlog v3 » Mortens blog » Jetfly over Tahrir-pladsen
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Jetfly over Tahrir-pladsen

1. Apr 2011 09:33, moggebikbak

Af Hicham Safieddine (oversat af Morten Riis)
Artikel fra Solidaritet. Februar 2011, nr. 1 - Indhold

De unge i Egypten og Tunesien drømmer stort. Og deres opstande passer ikke ind i den klassiske revolutionære teoris spændetrøje, lyder advarslen.

Opstandene i den arabiske verden finder sted med, hvad der historisk set ligner, lysets hast. Da jeg begyndte at skrive denne artikel var det med udgangspunkt i den tunesiske diktator Ben Alis fald, og nu hvor mine skriverier er afsluttet, er det den egyptiske Hosni Mubaraks afgang, der er umiddelbart forestående.

De tunesiske og egyptiske opstande er ikke jasmin-revolutioner, sådan som visse højlærde har betegnet den tunesiske. De er derimod motiveret af brød, demokrati, værdighed, og de udfolder sig med såvel kugler som blod i gaderne. I begge lande har sikkerhedsstyrker dræbt flere hundrede, tusinde er blevet såret og endnu flere arresteret. Den revolutionære glød, der blev tændt med Mohammed Bouzizis selvmord i Tunesien i slutningen af december, er nu blevet til en regulær ildebrand af folkelige opstande over alt i den arabiske verden og bliver for hovedparten ført an af arbejdere, studenter og arbejdsløse (mænd som kvinder).

De nuværende demonstrationer i Egypten har nået et nyt højdepunkt. I Yemen, Algeriet og Jordan lægges der fortsat kræfter i at undgå status quo, men man er dog her længere fra at vælte de respektive regimer. Store dele af en utilfreds og udmagret middelklasse bestående af faglærte, embedsmænd og småborgerskab er også hoppet på den revolutionære vogn.

Som gadeurolighederne i de to epicentre, Tunesien og Egypten fortsætter, presser spørgsmålene om årsager, mekanismer og konsekvenser sig også på. Der er allerede vundet umiddelbare og håndgribelige sejre i Egypten og endnu højere grad i Tunesien, men de langsigtede resultater er stadig ikke i hus.

Vil opstandene føre til revolutionære forandringer af det politiske system, eller vil de ende i en reformisme, der forsøgsvist vil tæmme den neoliberale og imperiale verdensorden, som opstandene i en større sammenhæng selv er produkt af? Og er der plads til at endnu et diktatur genopstår?

Svarene på disse spørgsmål afhænger af flere faktorer, bl.a. i hvor høj grad de gamle regimer evner at omstille sig i forhold til deres umiddelbare og vaklende symboler; de objektive socioøkonomiske forhold, der føder massebevægelsen; oprørernes udholdenhed og hvilken type lederskab - eller mangel på samme -, der opstår ud af bevægelsen; såvel som militærets rolle og de forskellige politiske bevægelser, venstreorienterede, liberale og islamistiske kræfter og deres forskellige hidtidige udfoldelsesmuligheder

Nye revolutionerne i et nyt århundrede

Mange kommentatorer har været hurtige til at placere begivenhederne i den overordnede globale og specifikt arabiske kontekst. Der kan ikke herske megen tvivl om, at det skete er tæt knyttet til den verdensomspændende økonomiske krise. Men årsagssammenhængen går ikke kun den ene vej. Forandringerne vil også have stor indflydelse på den globale, USA-dominerede imperiale orden.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at de fælles og specifikke sproglige, politiske, kulturelle og sociale relationer indenfor den arabiske verden har haft og også fortsat vil have afgørende betydning for hvad, der ligner en domino-effekt. Men at betragte alle disse begivenheder som én begivenhed ville være at reducere den arabiske verden til én sammenhængende social enhed, der eksisterer isoleret og uden påvirkning fra globale kræfter. Det ville også være at fornægte de meget forskellige interne kræfter i regionen. De beslægtede opstande, vi ser i Tunesien og Egypten kan meget vel udfolde sig efter beslægtede mønstre og tendenser, men på sigt vise sig at munde ud med meget forskellige resultater.

Og sidst, men ikke mindst - under de aktuelle og uforudsigelige forhold kan et hvert forsøg på at tilpasse opstandene til den klassiske revolutionære teoris spændetrøje meget vel forvanske de potentielt nye måder at tænke revolutioner på i det 21. århundrede. Indtil en mere komplet forståelse af hvad, der skete og sker, er etableret, skal der her falde nogle generelle bemærkninger om årsager, mekanismer, opstandenes skæbne og den diskurs, der opstår omkring dem.

Fagforeninger nølende i front

Det definerende træk for begge opstande er deres åbenbare spontanitet. I ingen af tilfældene er opstandene blevet båret frem af en revolutionær elite i den klassiske marxistisk-leninistiske forstand. Demonstrationerne er hovedsagligt holdt i kog takket være almindelige menneskers benhårde vilje og følelse af, at der ikke er mere at tabe. Men også denne “spontanitet” har en historie og en fremtid.

Siden den første tunesiske præsident, Habib Bourguiba har Forbundet af Tunesiske Arbejdere (UGTT) spillet en aktiv rolle i mobiliseringen af folkelige protester (omend i mindre grad under Ben Ali). Men man har aldrig konfronteret regimet direkte. Efter pres nedefra måtte forbundets ledelse dog efterhånden overgive sig og indtage en central rolle i mobiliseringen af folk.

Den ene måned, det tog at fortrænge Ben Ali, fungerede forbundet som bevægelsens organisatoriske ramme. Tre af ministrene i den midlertidige regering, der blev udpeget af Ben Alis efterfølger Muhammad al-Ghannouchi, stammede fra UGTT. De trak sig alle dagen efter udpegningen med henvisning til UGTT's generelle boycott af en hvilken som helst regering, hvis medlemmer eller symboler kunne sættes i forbindelse med Ben Alis parti.

Demonstrationerne i Mahalla

I modsætning til, hvad man jævnfør de aktuelle opstande i først Tunesien og dernæst Egypten, måske skulle tro, så har man dog netop i Egypten været vidne til en lang række af folkelige møder, demonstrationer og mest bemærkelsesværdigt et utal af arbejdsnedlæggelser.

I løbet af de sidste tre år har der været omkring 3.000 demonstrationer over hele landet. Den egyptiske dommerstands oprør over fraværet af retslig uafhængighed opildnede i kølvandet på det manipulerede præsidentvalg i 2005 også de faglærte i middelklassen til at demonstrere imod regimet. Og for to år siden var arbejderbevægelsen i centrum for nogle strejker i byen Mahalla, som forvandlede sig til en regulær folkerejsning mod regimet.

Byen, der ligger i Nildeltaet, er hjemby for den største koncentration af arbejdere i Mellemøsten. Arbejdernes opstand i 2008 resulterede i oprettelsen af de to eneste uafhængige fagforeninger i mere end 40 år; boligskatteopkrævernes og sundhedsassistenternes fagforening, der til sammen har omkring 70.000 medlemmer. Snart fik arbejderbevægelsen selskab af en håndfuld store civilsamfundsorganisationer, der var opsat på at eskalere de folkelige protester og løfte dem fra et niveau med simple møder og begrænsede aktioner til en bredere bevægelse, der turde indtage det offentlige gaderum. Dette er kendetegnede for den ledende rolle, som ungdomsbevægelsen af 6. april spillede, da de opfordrede til civil ulydighed i 2008 og for “Vredens Dag”, d. 25. januar i år.

Det, vi i hvert fald i Egypten er vidne til, er ikke en spontan bevægelse. Vi er nærmere vidne til en spontan overgang fra en græsrods-, protestbevægelse til en folkelig massebevægelse, en overgang, der ikke styres af en elite (hverken liberal, venstreorienteret eller islamisk), men som nærmere medieres af en anden opstand, nemlig den i Tunesien.

Det er her, de nye sociale medier kan indtage rollen som agent for, men ikke producent af omvæltninger. De egyptere, der fulgte med i den tunesiske opstand, blev overbeviste om, at deres umedierede græsrods-, protestbevægelse var den rigtige platform for frihed. Via sociale medier vandt overbevisningen udbredelse, og det eneste, der manglede, var modstandskraften til at udslette det repressive statsapparat, der tidligere havde været i stand til at kvæle deres mini-opstande.

Jetfly over Tahrir-pladsen

I ingen af landene har det været nogen let opgave at slide det statslige sikkerhedsapparat op. Såvel Ben Ali som Mubarak har opbygget et kompleks og kolossalt stort repressivt system. I Tunesien var antallet af ansatte ved politiet tæt på 150.000. I et land med 10 millioner indbyggere giver det 1 ny ansat ved politiet for hver 67 indbygger. I Egypten har politiet ofte været i overtal overfor demonstranter ved tidligere opstande, og der sidder mere end 10.000 politiske fanger og sygner hen i de egyptiske fængsler.

Staten har også ofte tyet til grupper af civilklædte, paramilitære kræfter (baltagiyyah) for at tilskynde til vold, udbrede frygt og i al hemmelighed arrestere protestbevægelsens ledere. Alle politienheder er blevet udstyret med amerikanske anti-oprørsvåben, herunder også dødbringende, og disse dræbermaskiner blev uden forbehold sluppet løs på befolkningen i begge lande.

Men det lykkedes dem altså ikke at knægte befolkningens vrede og trods. Demonstranterne var udmærket klar over, hvilken rolle politiet spillede for regimets overlevelse. Sikkerhedsstyrkernes forsøg på at skabe en atomsfære af kaos blev mødt gennem formationen af folkelige sikkerhedskomitéer, der, omend med vekslende held, skulle beskytte nabolag mod plyndringer og hærværk. Politistationerne blev enten forladt eller brændt ned. I Tunesien blev flere højtstående sikkerhedsfolk dræbt eller pågrebet, før de kunne nå at flygte ud af landet. I Egypten er der kun rapporteret om et enkelt sådant tilfælde.

At slide politistyrkerne op er dog ikke ensbetydende med helt at udslette det repressive statsapparat. Og desværre er der noget, der tyder på, at regimerne i begge lande samt visse uforvarende kommentatorer forsøger eller foreslår at genindsætte politiet som fredsvogter, idet man læner sig op af behovet for trafikregulering, etc. Men det er vigtigt at afvise alle disse forsøg og understrege, at al autoritet og magt må forblive i hænderne på de folkelige komitéer, dersom man ønsker at undgå, at tropperne genindsættes mod den revolutionære massebevægelse.

Imperial senilitet

I Tunesien er det lykkedes massebevægelsen at opnå kontrol over adskillelige centrale institutioner såsom det statslige tv-selskab og andre medievirksomheder, der hidtil har været tilhænger af regimet. Det er ikke sket i Egypten - i hvert fald ikke endnu. Her har staten iværksat et totalt medie-blackout over hele landet. I den sammenhæng har hæren spillet og fortsætter også med at spille en ledende rolle. Den militære ledelse i Tunesien nægtede derimod at gribe ind over for demonstranterne og udfordrede åbenbart Ben Alis ordre om at udføre visse sikkerhedsopgaver. Det var først efter hans afrejse, at man for alvor påtog sig sådanne opgaver. Det har imidlertid ikke været tilfældet i Egypten, hvor hæren i stigende grad fungerer som en mediator mellem regimet og folket. Mubarak beordrede ganske uigennemtænkt jetfly på vingerne, således at de kunne gennemskære himmelen over hovederne på demonstranterne på Tahrir-pladsen. Som sagt uigennemtænkt - ja, grænsende til idiotisk.

Historisk har den egyptiske hær bevaret et uplettet omdømme hos civilbefolkningen og fortsætter også med have dens opbakning. Hærens troværdighed bliver ikke desto mindre sat på prøve, nu hvor den indtager en fremrykket position.

I modsætning til Tunesien er den egyptiske hærs bureaukrati også mere intimt forbundet med statens udøvende magt, hvilket skyldes den strategiske rolle, som Egypten spiller i forhold til at sikre USA's imperiale rolle i Mellemøsten (regionalt er de to andre støttepiller for denne verdensorden Israel og Saudi-Arabien).

Derfor er det også meget usandsynligt, at USA vil behandle Egypten med den samme ligegyldige attitude, som tilfældet har været med Tunesien. Mister man Egypten som en central allieret, vil det få langtrækkende og alvorlige konsekvenser for alle USA's affærer i Mellemøsten - herunder også støtten til Israels apartheid-politik. Det vil ikke gå ubemærket hen, om amerikanerne mod deres vilje skulle miste fodfæste og en USA-fjendtlig regering indtage magten i Egypten. Hele den arabiske verden - ja, hele verden ville tolke det som et tegn på imperial senilitet, om man skulle være nødsaget til at give efter overfor en folkelig bevægelse, der end ikke har andre supermagter at støtte sig til.

Hidtil har hæren udsendt modstridende signaler - på den ene side stort set afholdt sig fra dødbringende konfrontationer med demonstranterne, på den anden side ikke fuldt underlagt sig massebevægelsens vilje. Denne uklare positionering skyldes med stor sandsynlighed uenigheder i hærens ledelse og mellem højt- og laverestående officerer.

Sejrsrusen må dog ikke skygge for det forhold, at USA, selv med et nederlag i bagagen ikke vil afholde sig fra senere på et mere opportunt tidspunkt og med andre midler at tilbagerulle revolutionen.

Et oplagt tidspunkt for en sådan manøvre ville være umiddelbart efter, at regimet eventuelt forlader landet, og den folkelige vilje bliver mere splittet. Hvis der indenfor de nærmeste dage indfinder sig en brændstofskrise, eller der opstår mangel på fødevarer - hvilket måske fremskyndes af landets størrelse og smuldrende infrastruktur eller med hjælp fra internationale aktører, der ikke ligefrem er begejstrede for revolutionens udfald -, er det endog meget sandsynligt, at der vil ske tilbageslag for bevægelsen.

At verdens fokus for øjeblikket har flyttet fra Tunesien kan have en lignende virkning og måske opildne kontra-revolutionære kræfter til at stikke næsen frem. Derfor er sejren på lang sigt afhængig af, at man i de respektive samfund anerkender og forholder sig til to væsentlige forhold; at den neoliberale politik havde en afgørende rolle for den økonomiske misere, som landene befinder sig i. Ligesom det for det andet er vigtigt at anerkende, at de to nationalistiske bølger, der har fundet sted i det 20. århundrede, først mod det osmanniske rige og dernæst den europæiske kolonialisme, ikke har været i stand til at etablere demokratiske og socialt retfærdige politiske regimer - af og for folket.

Oprør i provinsen

Bag rapporterne fra Verdensbanken og andre såkaldte verdensorganisationer, der beretter om høje vækstrater og fremgang for begge lande, skjuler der sig en lidet skøn sandhed om ulige udvikling og uproduktiv kapital.

I Tunesien var arbejdsløsheden for nylig 18 %. I Sidi Bouzid, hvor det tunesiske oprør begyndte, nåede andelen op på svimlende 32 %. I et smalt bælte langs Middelhavskysten udgjorde ujævne investeringer i turisme og andre industrier, der orienterer sig mod det globale marked, 80 % af den samlede investering.

Det vurderes, at omkring 40 % af Egyptens befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og at en ujævn udbredelse af den bymæssige bebyggelse tilmed har betydet, at tæt på 9 millioner mennesker alene i Kairo må leve i slumkvarterer. I Suez, der er et af epicentrene for den aktuelle opstand, har indtægterne fra kanaltrafikken, der alene i 2009 udgjorde 90 millioner dollars, ikke været i stand til at udjævne forskellene mellem rig og fattig. Importen af udenlandsk arbejdskraft og udflytningen af arbejdspladser fik i kombination med et korrupt bureaukrati omsider bægeret til at løbe over.

I tillæg til alt dette hører også de stigende fødevarepriser, samt en forringet evne til for mange af landene at producerer sine egne fornødenheder. Selv Egypten, der er hjemsted for det store Nildelta, er faktisk nettoimportør af fødevarer. Alt i alt betyder det, at landene er meget udsatte overfor det mindste virvar i den globale økonomi.

Udkantsområderne lader til at være hårdere ramt og har også mere aktivt konfronteret disse realiteter. I Tunesien blev optøjerne antændt i byen Sidi Bouzid og massedemonstrationerne i byerne Tataouine og Sfax blev hurtigt centrale for fagforningernes og de folkelige komitéers organisering. Den aktive og endda fortropsagtige måde, som udkantsområderne bidrog til bevægelsen, er et andet vigtigt aspekt ved disse revolutioner - et aspekt, der i høj grad vender op og ned på det traditionelle forhold mellem by og land i relation til opstande.

I Egypten understreges dette yderligere i de urbane centre i Nildeltaet og langs Rødehavskysten (byerne Dumyat, Mansurah, Suez, Ismailiyah), der forbinder hovedstaden med de landlige udkantsområder, og derfor fungerer som knudepunkter for den ulige fordeling af de neoliberale goder (såsom uddannelse uden efterfølgende ansættelse). De er vidnesbyrd om, i hvilken grad magten er blevet centraliseret til hovedstaden, selvom man hævdede, at det modsatte var målet.

Forbindelsen mellem den økonomiske modgang og den korrupte og kollaborerende klasse af forretningsfolk er blevet en fast del af det revolutionære budskab. Adskillelige af de ledende familier har allerede fanget budskabet og er flygtet til andre lande. Den neoliberale misere var med andre ord en fuldt integreret del af det diktatoriske politiske system, censuren, korruptionen og undertrykkelsen.

De unge har nye visioner

Selvom den neoliberale teori gerne vil overbevise os om det, så lader disse uhyrligheder sig ikke beskrive som et udtryk for en simpel funktionsfejl ved markedskræfterne. Det er også grunden til, at bevægelserne i begge lande kraftigt har vendt sig mod de kompromisforsøg, som de respektive eliter ellers desperat kæmper for. Såvel regimerne som eliterne er dog kommet til kort. Parolerne for demonstrationerne udtrykker det klart med deres fokus på brød, frihed og retfærdighed. Deres krav centrerer sig om en ophævelse af undtagelsestilstanden, opløsningen af de eksisterende, lovgivende forsamlinger og udfærdigelsen af en ny forfatning.

Kommentatorer har været hurtige til at pointere, at parolerne ikke har været islamiske og revolutionen derfor sekulær. Dette er i et vist omfang sandt. Men islamiske kræfter kan alligevel godt komme til at spille en større rolle i den politiske proces, hvilket i højere grad er sandsynligt i Egypten. Her har det Muslimske Broderskab godt nok mistet opbakning på gadeplan, men man råder fortsat over en stor organisatorisk og ledelsesmæssig struktur, der sandsynligvis vil være i stand til at udfylde et muligt magttomrum.

Hundredvis af broderskabets tilhængere er blevet løsladt fra fængslerne og har ifølge kilder indtaget meget aktive roller i folkekomitéerne for sundhed, sikkerhed og velfærd. Modsætningsforholdet, sekulær kontra islamist er et gammelt tankesæt med en vis affinitet for at skabe en binær virkelighed, men dette mønster er i høj grad fraværende blandt de unge, der tilhører en ny generation med en mere nuanceret forståelse for det religiøse og det sekulære.

Dette hav af revolutionære visioner betyder imidlertid ikke, at revolutionen har forladt ideologiernes platform og helt går i spænd med vor såkaldte postmodernistiske æra. Det forholder sig nærmere sådan, at den gryende ideologi ikke harmonisk og rask væk går op i de eksisterende kategorier og stadig først er ved at forme sig.

Byggestenene til en ny ideologisk overbevisning skal findes i demonstranternes paroler og krav, og det er her, massernes revolutionære tendenser kan have brug for ledelse. Men i det lange løb gør paroler det ikke alene. Der er langt til et klart defineret program eller paradigme, som adresserer de grundlæggende landbrugsreformer, finansielle og politiske forandringer, der er nødvendige for at beskytte revolutionen mod at blive opslugt af reformistiske krav eller for at undgå en gentagelse af de fejl, der i midten af det 20. århundrede blev begået under den nationalistiske statsmagts reformer.

Indtil et sådant paradigme ser dagens lys, må alle kræfter lægges i at undgå, at regimet, særlige eliter eller eksterne kræfter saboterer en lykkelig udgang for solskinshistorien om to - måske flere - folkelige revolutioner.


Hicham Safieddine er journalist og bosat i Toronto. Denne artikel er oversat af Morten Riis og blev første gange bragt i Socialist Projects elektroniske nyhedsbrev, The Bullet, d. 1. februar, 2011. (www.socialistproject.ca)

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat

Februar 2011, nr. 1
www.solidaritet.dk/

morten riis
morten riis


Kalender

« December 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Arkivet

Tags

Arkiv