Smartlog v3 » Mortens blog » Jeg foreslår Vera Vang som færgenavn
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Jeg foreslår Vera Vang som færgenavn

17. Feb 2011 12:15, moggebikbak

Jeg foreslår Vera Vang som navn til den nye hurtigfærge, der skal betjene Bornholm.

Vera Vang var en af de utallige, modige anonyme kvinder, der var aktiv i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Hun var gift med Thor Vang, der var Gudhjem-dreng, sømand og kommunist. Thor blev som konsekvens af kommunistloven á 1941 interneret i Horserød-lejren, hvilket naturligvis fik store konsekvenser – også for Veras liv.

Da det danske politi, d. 22. juni 1941 indledte en arrestationsbølge på danske kommunister, tidligere Spaniensfrivillige og politiske sympatisører, skete det nok på Gestapos forlangende, men antallet af arresterede danske borgere overgik ikke desto mindre langt det hemmelige tyske statspolitis krav om 38 ledende kommunister. På landsplan blev 339 mennesker grundlovsstridigt arresteret. Arrestationerne var i strid med Grundlovens § § 84 og 85, der ellers skulle sikre borgerne forenings- og pressefrihed, man ignorerede § 78, der påbød, at "Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer...", og da politiet til lejligheden foretog en række husundersøgelser, blev der ligeledes blæst ganske overbevisende på § 8, der siger at "Boligen er ukrænkelig...". Og da selv den kommunistiske folketingsmand, Martin Nielsen blev arresteret, forekom § 56 med sit: " Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling..." også ganske utidssvarende.

Kommunistloven er med andre ord en sort blev i Danmarks historie, en skændsel, og det er derfor på tide, at der bliver rettet op på den efterhånden mangeårige negligering af emnet.

De arresterede blev overført til Horserød-lejren og senere igen til den nazistiske kz-lejr Stutthof i Polen. Mange af de internerede overlevede kun fordi, en komite af efterladte kvinder hjemme kæmpede for dem. Denne komite blev kaldt De røde Enker. Kampen gjaldt ikke kun befrielsen af deres mænd, men kvinderne kæmpede med megen møje også for, at de internerede som minimum skulle have tilsendt nødforsyning fra den stat, der uretmæssigt havde bortført dem.

Blandt de 7 kvinder i komiteen for De røde Enker var Vera Vang. Stutthof-komitéen, som komitéen rigtigt hed, løb forskellige departementschefer på dørene og fandt en forestående mand i departementschef H. H. Koch. Gennem ham fik de udvirket, at staten gennem Røde Kors kunne sende mad og tøj til de danske fanger. Første pakke nåede frem til Stutthof ved juletid 1943. På det tidspunkt var den første dansker død. Men pakkerne, som efterhånden blev sendt til de forskellige lejre, hvor man vidste, der var danskere, betød at langt færre danskere døde af KZ-opholdet end andre nationaliteter. Omkring 90 % af de danske fanger overlevede. For andre nationer var det under 10 %. De røde enkers indsats var ganske enkelt en helt central overlevelsesaktion.

I Veras lejlighed på Teglstrupvej 1 i Emdrup boede der på skift også forskellige modstandsfolk sammen med Vera og hendes søster Olga. De blev brugt som kurerer og til våbentransporter. Men frem for alt opfyldte de en helt grundlæggende funktion i modstandsfolkenes liv: de skaffede og lavede mad, reparerede tøj og var den dagliglivsramme, som gjorde at de kunne leve og overleve. Det overses tit, når talen er om modstandsbevægelsen, at den aktive sabotør måtte have et bagland, hvis risiko var stor og hvis indsats var helt uundværlig. Det var svært at finde nogen, der ville have de eftersøgte. Men Vera og hendes søster klarede sig, og mange nød godt af deres gæstfrihed.

Da russerne nærmede sig Østpommern, begyndte man at evakuere Stutthof. Fangerne blev sendt ud på den krævende dødsmarch, som kostede mange af dem livet. Men Thor og flere andre var på udekommando den dag og kom ikke af sted. Så da de danske fanger kom hjem efter befrielsen, var der ikke nogen Thor. En lille gruppe var blevet sendt mod kysten og her havde de fundet et skib fyldt med efterladte jøder i en miserabel tilstand. Levende, døende og døde mellem hinanden. Thor og flere andre tog dem på ryggen og bar dem i land, for at man kunne redde de levende. Men de havde lus, så da Thor og de andre var færdige, var de fyldt med lus. En dag i maj hørte Vera fra en bekendt, at Thor skulle være med en sending fanger, der ville komme med tog den dag. Hun tog ind og hentede ham. Han var tynd og så dårlig ud, men det var da ham, og glæden var stor. Men han blev hurtigt meget syg. Lægen mente det var influenza, og han blev indlagt. Man konstaterede hurtigt, at han havde plettyfus. Ganske vist var han blevet afluset hos englænderne, men lusene havde givet ham den farlige sygdom, og en uge efter sin hjemkomst døde Thor.

Vera kom ud af krigen med et helt nedslidt hjem, i dyb fattigdom og som enke. Krigen havde været hård ved hende. Hendes indsats var der ingen, der talte om, men Vera var lavet af noget sejt stof og efter nogen tids sorg rettede hun sig op. Vera døde i 2001

morten riis
morten riis


Kalender

« April 2018 »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30 

Arkivet

Tags

Arkiv