Smartlog v3 » Mortens blog » Har du nogensinde set en dommer med tørklæde?
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Har du nogensinde set en dommer med tørklæde?

15. May 2008 09:27, moggebikbak

Den seneste tids dybdeborende offentlige debat, der på vegne af de altid vældigt resonable folkepartisaner fra DF har bevæget sig omkring det interessante og, formoder jeg, hyppigt forekommende problem, om en dommer i en dansk retssal må bære tørklæde, stikker sin bitre brod ned i et tidstypisk forhold: at den personlige tilkendegivelse af sympatier mistænkeliggøres.

Jeg forstår sådan set godt det synspunkt, at øvrighedspersoner ikke bør tilkendegive deres sympatier. Jeg er klar over, at dette ikke er et synspunkt, der deles af folkepartisanerne, da de jo netop mener, at retten til at offentliggøre sine sympatier skal være forbeholdt de kristne. Men lad nu dem om deres vildfarelser.

Det kan måske virke meget fornuftigt, at en dommer, en politimand eller en gymnasielærer ikke må udtrykke sine bevares personlige sympatier, men i stedet forsøge at udføre sin gerning til forbedring af nationen så objektivt som muligt. Men her dukker der i første omgang et paradoks op. Så længe den kristne kirke er statskirke i det ganske, danske land, så er præsten jo sådan set også at regne for en statslig øvrighedsperson. Må denne så ikke tilkendegive sine bevares personlige sympatier?

Den samme tilbøjelighed til at ville tilsløre sine sympatier genfinder man blandt journalister, den såkaldte fjerde statsmagts penneførere. Her er det f.eks. ugleset, at man er medlem af et politisk parti, men hvorfor egentligt?

Kan en journalist være objektiv?
Når en nyhedsudsendelse redigeres til TV f.eks., så er der forinden foregået en ganske stor selektion blandt alle de nye ting, der er sket siden sidste udsendelse. Selektionen foregår bl.a. (men ikke udelukkende) efter de såkaldte nyhedskriterier: Er det aktuelt? Er det væsentligt? Kan folk identificere sig med det? Er det sensationelt? Er det konflikt-stof? Er der gode billeder i det?

Nyheder skal altså for det første leve op til visse kriterier for at blive viderebragt, for det andet kan man spørge sig selv, om det er muligt at viderebringe nyheder uden at forandre dem. Selv hvis jeg som øjenvidne skal genfortælle, lad os sige handlingsforløbet ved et biluheld, så vil min oplevelse jo altid være begrænset af, at jeg stod, hvor jeg stod, at jeg kun kunne se det, jeg så. For det tredje beror et stigende antal af nyheder i ringere og ringere grad jo netop på egne oplevelse og for det fjerde er kameraarbejdet og redigeringen af nyhedsmaterialet en ganske manipulerende proces, så er man bare en sådan nogenlunde sober journalist, må man i det mindste indskrænke sine ambitioner til kun at stræbe efter objektivitet – hvad det så end vil sige.

Selvom en del sikkert vil modsætte sig, vil jeg vove den påstand, at også journalister, gymnasielærere, dommere og politifolk er mennesker. Derfor er jeg også sikre på, at de fra tid til anden må have sympatier for det ene eller andet. Men hvorfor anser vi det for bedre, at man gemmer disse bag en facade af objektivitet? Hvorfor tror vi, at sagligheden ryger med tilkendegivelsen af sympatier, når det forholder sig lige modsat? Det er jo først idet, man kalder sine personlige præferencer for objektive, at kæden hopper af.

Hvorfor er vi så bange for sympatier?
Skulle en dommer en gang betræde en dansk retssal med tørklæde ville det så fjerne vedkommende fra rettens lovmæssige grundlag? Ville det egentlig ikke være herligt, om en politibetjent havde lov til at arrestere en pusher iført en T-shirt med sloganet ”bevar Christiania”? Har en gymnasielærer ikke nærmest pligt til at udtrykke sine politiske synspunkter, når Vietnam-krigen skal behandles i historieundervisningen, klimaforandringerne i biologiundervisningen, og tørklædedebatten blusser op i religionstimerne? Burde en journalist ikke først fortælle om sit politiske ståsted, før han så velvilligt holder mikrofonen hen til ministerens peptalk? Og hvad med præster, må de ikke gå med religiøse symboler?

Jeg er klar over, at mange finder tryghed i institutionernes uafhængighed og forpligtigelsen på objektivitet og redelighed. Men disse dyder opnår man blot ikke ved at tilsløre sin afhængighed og foregøgle objektivitet og redelighed. Mens Mærsks udledning af millioner af kroner til partikasserne på højrefløjen foregår uden den store mediebevågenhed, så tør almindelig mennesker sgu’ næsten ikke en gang hænge en politisk plakat op på deres arbejdsplads.

Det er ikke farligt at have sympatier, politiske synspunkter, religiøse overbevisninger. Det skal du ikke lade nogen bilde dig ind. Farligt bliver det først, når vi ikke længere tør have en mening. Demokratiet dør, hvis kun de professionelle har den ret. Jeg ved, det kan være fristende at deponere såvel sin dømmekraft og aktionsstyrke hos andre, men vi risikere altså at sygne hen.

Kommentarer

  1. Lars
    15. May 2008 16:23
    1

    Mange tak for brevet, røde djævel. Når jeg ikke har ladet (gen)høre fra mig siden da, skyld(t)es det, at jeg gik med en plan - endnu ikke ganske opgivet - om at skrive et brev tilbage igen... men let's face it, Warcraft ruined my life, så indtil jeg får gjort noget VED det og rent faktisk foretager mig noget konstruktivt, f.eks. i form af at skrive et brev: tillykke. Det er stort.

  2. Paw
    19. Jul 2008 14:38
    2

    Hvordan går det? Hvad får du/I tiden til at gå med dernede på klippeøen?

morten riis
morten riis


Kalender

« June 2017 »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930 

Arkivet

Tags

Arkiv