Smartlog v3 » Mortens blog » EU siger ikke, hvad de gør, og de gør ikke, hvad de siger
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

EU siger ikke, hvad de gør, og de gør ikke, hvad de siger

3. Jan 2008 09:23, moggebikbak

Statsministerens begejstrede ord om eu-samarbejdet i anledningen af det nye år forekommer uendeligt hule, når det ikke så meget som nævnes, at danskerne snydes for en folkeafstemning om den reviderede udgave af den ellers fallerede forfatningstraktat.

For mere end 2½ år siden, søndag den 29. maj, 2005 stemte Frankrig nej til eu's forfatningstraktat. Frankrig var det andet land, som skulle stemme om traktaten, og kun tre dage senere stemte også hollænderne nej. Selv om der blandt de europæiske regeringsledere for ud naturligvis var en vis usikkerhed forbundet med den demokratiske proces, var den dog for flere lande uundgåelig, da traktatteksten på mange punkter ændrede ved medlemslandenes suverænitet og selvbestemmelsesret. Traktatens ordlyd, at den skulle godkendes af alle medlemslande for at træde i kraft, resulterede efter de to nederlag ikke i dens død, men i at man aflyste de planlagte folkeafstemninger og udråbte den såkaldte tænkepause.

Og en del tænkning er det siden også blevet til. Man kunne i udgangspunktet tro, at det var borgerne, der skulle tænke sig om. Fra forskellig side lød der i hvert fald en del formaninger om det ufornuftige i de franske og hollandske beslutninger. Men man kunne også få den fjollede idé, at der skulle være en storstilet offentlig debat, hvor tilhængere og modstandere frit kunne komme til orde, og hvor skarptslebne argumenter kunne afgøre sagen. Det kom der ikke, i stedet blev der tænkt en del i korridorerne hos de respektive regeringsledere og i Bruxelles.

F.eks. så overvejede man helt konkret, om man kunne nøjes med at ændre traktattekstens sprogbrug og lade den juridiske substans forblive intakt. Kunne man med andre ord nøjes med at kalde traktaten og den tiltænkte udenrigsministerpost noget andet? Man overvejede også at erstatte den fulde tekst fra Charteret om Grundlæggende Rettigheder med en kortfattet krydshenvisning med samme juridiske gyldighed, og på den måde ad bagveje underminere f.eks. danske forbehold, der som bekendt foruden forsvar, økonomisk og monetær union, retlige og indre anliggender også omfatter unionsborgerskabet. Men man overvejede også at fjerne den såkaldte søjlestruktur – en meget stor ændring af eu-samarbejdet, der bl.a. ville overføre hele retspolitikken til det overstatslige samarbejde.

Alle disse overvejelser og flere til foregik bag lukkede døre, og diskussionen blev endda forsøgt hemmeligholdt. Et forhold, der endnu en gang kun bidrager til fornemmelse af, at regeringerne faktisk sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan undgå at konsultere deres egne befolkninger. Men overvejelserne resulterede tilmed også i, at forfatningstraktaten blot blev sat sammen på en anden måde og kom til at hedde noget andet, i første omgang reform-traktaten, siden Lissabon-traktaten.

Den største forskel mellem de to tekster er således også, at den første skulle til folkeafstemning, hvor den anden åbenbart bare kan trækkes ned over hovedet på folk. Selv folketingets godkendelsesproces af denne nye eu-grundlov tager sin begyndelse, før teksten overhovedet er oversat til dansk.

De danske forbehold har også været i fuld sving i debatten, og de er blevet brugt ganske skånselsløst. Først fungerede de som argument for, at en folkeafstemning kunne undgås: Alle de prekære emner i forhold til dansk suverænitet berøres nemlig ifølge justitsministeriets redegørelse ikke, da Danmark netop her qua forbeholdene har særstatus. Sådan undgår man en folkeafstemning, og sætter man så efterfølgende selve forbeholdene til afstemning, sådan som statsministeren efterhånden længe har bebudet det, kan Danmark i tilfælde af, at forbeholdene helt forsvinder, fuldt ud tiltræde den traktat, der på ganske mange områder ændrer vores selvbestemmelsesret: Eu-retten får f.eks. forrang for de nationale domstole. Udenrigspolitikken og retspolitikken er ikke længere et mellemstatsligt anliggende, men et lige så selvfølgelig anliggende for eu, som handelspolitikken er det i dag. Ministerrådets beslutningsprocesser bliver ændret til fordel for de folkerige medlemslande, ligesom vores ret til en plads i kommissionen også bortfalder. Eu skal, som allerede nævnt have en udenrigsminister, og denne skal endda kunne spille med musklerne, idet medlemslandene nemlig bliver forpligtigede til at opruste og forbedre deres militære kapacitet.

Men ud over at eu altså ikke siger, hvad de gør, så lader det også til, at det for dem er ganske svært at gøre, hvad de siger. Mange skåltaler gennem de seneste år roser ellers det demokratiske og særligt europæiske sindelag. Men er det særligt demokratisk, at spørge sin befolkning om ét, og før den får mulighed for at svare, bede den om at tænke sig i, lade os sige 2½ år, for så her selv at træffe beslutningen? Eller som i Frankrig eller Holland spørge den, hvorefter man gennemfører det planlagte på trods af et nej?

Og de to traktater er ens. Valéry Giscard d’Estaing, tidligere fransk præsident og formand for det europæiske konvent, der udarbejdede den oprindelige forfatningstraktat, udtalte i et åbent brev til bl.a. Politiken: ”I Lissabon-traktaten, der er blevet til alene med udgangspunkt i forfatningstraktaten, er værktøjerne fuldstændig de samme. Det eneste, der er anderledes, er, hvordan værktøjskassen er ordnet.”

Selvom regeringen og senest desværre også socialdemokraternes top har indtaget en anden position, er mulighederne for en folkeafstemning dog endnu ikke udtømte. Folketinget skal godkende traktaten, og som bekendt har der netop været folketingsvalg. Gennem valgkampen har flere af de siden valgte kandidater støttet en dansk folkeafstemning, bl.a. Klaus Hækkerup (A), Thomas Adelskov (A) og Birgitte Josefsen (V). I forvejen går Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Ny Alliance og Dansk Folkeparti ind for en folkeafstemning, så alt håb er endnu ikke ude, hvorfor også både Folkebevægelsen mod eu, Junibevægelsen og Enhedslisten stadig indsamler underskrifter blandt mere almindelige mennesker – en demokratisk proces, man bl.a. kan deltage i via internettet. Her f.eks.

morten riis
morten riis


Kalender

« February 2018 »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728 

Arkivet

Tags

Arkiv

Relaterede