Smartlog v3 » Mortens blog » Et skridt frem…
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Et skridt frem…

22. Apr 2007 19:24, moggebikbak

Det påtænkte bioethanol-demonstrationsanlæg, som der pt. er forlydende om skal opføres på Bornholm, er selvfølgelig en gevinst for miljøet. Det er det eneste skridt, der er taget siden kommunalvalget, som vækker mindelser om den grønne ø, der ellers fyldte så meget i valgkampen.
Denne kritik er selvfølgelig under forudsætning af, at man udelukker realiseringen af visionen om en grøn ø ved at øge gylleudledningen - for i denne henseende skorter det desværre ikke med virkeliggørelsen.
Der er dog stadig nogle grundige overvejelser, der er værd at gøre sig i denne spæde opstartsfase for bio- ethanol-anlægget. Skulle det blive etableret og i modsætning til lortefabrikken ved Aakirkeby også en dag stå funktionsdygtigt, vil det muliggøre, at vi fastholder det nuværende niveau af privatbilisme, samtidig med at vi reducerer udledningen af CO2.
Thor Gunnar Kofoed (V) mener at kunne skaffe 350 millioner til etableringen. En ganske pæn sum, som man, når man kigger på den svindende kommunale velfærd, formentligt også kunne have brug for andre steder - ja, selv hvis vi bliver inden for transportområdet, ville en anderledes brug af midlerne være et interessant tankeeksperiment. Leif Olsen (SF) fortalte mig således forleden, at man for seks millioner kunne indføre gratis bustransport på øen. En flot vision, der med den formodede øgning af BATs »kunder« og den ligeledes formodede reduktion af private bilers brændstofsforbrug, vel godt kunne indpasses i den forkromede idé om Bornholm som en grøn ø.
Men en lige så væsentlig overvejelse er det, hvorvidt anlægget skal køres på 1. eller 2. generations ethanol. Bioethanol fra 1. generation har den store ulempe, at det er fødevarer, der bliver brugt i fremstillingen af brændstoffet. Det har mindst tre konsekvenser: For det første er det vel helt grundlæggende perverst at bruge fødevarer som brændstof her, mens folk stadig sulter andre steder på kloden. At bruge fødevare til bioethanol resulterer dernæst i dyrere produktionspriser og altså dyrere brændstof og sidst men ikke mindst, bliver der brugt mere energi og kvælstof til produktion af råmaterialet som f.eks. sukkerroer i forhold til, hvis man valgte at omsætte restprodukter til bioethanol - det man også benævner 2. generations ethanol.
I Bornholms tilfælde er der yderligere et forhold, der gør sig gældende. Hvis den bornholmsk producerede ethanol skal bruges andre steder end på Bornholm, ja så vil den nødvendigvis skulle fragtes med en færge, hvis fremdrift stadig er betinget af konventionelt brændstof. Dette forhold gør både den miljømæssige gevinst mindre, samtidig med at det jo også vanskeliggør den bornholmske ethanols såkaldte konkurrencedygtighed.
Endeligt skal det siges, at der er tale om en miljømæssigt dårlig anvendelse af bioethanol, om denne bruges som brændstof til biler. Den kan bruges langt mere fornuftigt til afbrænding i kraftværker. Produktionen af biobrændsel er stadig en belastning for natur og miljø og et langt dårligere alternativ til de fossile brændstoffer, end reelt vedvarende energi som vindkraft, bølgekraft og solenergi. En massiv satsning på bioethanol sker derfor heller ikke af hensyn til miljøet, men er snarere et forsøg på at holde fast i udviklingen af et industrielt landbrug med de skadelige effekter, dette har på natur og miljø.
Rom blev dog ikke bygget på en dag, og træerne vokser jo heller ikke ind i himmelen, men med idéen fostret, er vi da nu kommet et lille skridt frem. Lad os ikke ta' to tilbage.

Kommentarer

  1. Benedikte Kiær
    1. Jun 2007 11:54
    1

    Hej Morten,

    Jeg har lige et par opklarende kommentarer til dit indlæg om bioethanolanlægget på Bornholm.

    Først og fremmest - det er et 2. generations bioethanolanlæg, som skal producere bioethanol ud fra restprodukter, affald (f.eks. haveaffald, pap og papir), afpudset græs osv. Så det bliver ikke brugt fødevare.

    Og mht. til energieffektiviteten. Bioethanolanlægget på Bornholm vil have en højere energieffektivitet end et dansk kraftvarmeværk, der kører med normal drift. Med eksport af varme kan anlægget komme op på 72 procent, hvilket er meget højt og som sagt højere end et kraftvarmeværk, der kører med normal drift. Uden eksport af varme har anlægget en effektivitet på 63 procent, hvilket også er højere. Bioethanolanlægget på Bornholm er derfor ganske fornuftigt miljømæssigt. Husk - der bliver nemlig ikke kun produceret bioethanol fra anlægget - der bliver også produceres methangas, brint og ligning, der kan bruges som brændselspiller.

    Mvh.
    Benedikte Kiær fra BioGasol

morten riis
morten riis


Kalender

« May 2018 »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Arkivet

Tags

Arkiv