Smartlog v3 » Mortens blog » Egen tale fra fælles 1. maj, Galløkken, Rønne
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Egen tale fra fælles 1. maj, Galløkken, Rønne

1. May 2009 19:30, moggebikbak

1. maj er for mange, også mange af os en anledning til at tænke tilbage. På de kampe, arbejderbevægelsen har udkæmpet gennem årene. På de sejre, man har vundet, men også på de nederlag, man har lidt.
Mange udenforstående forbinder nok dagens begivenheder med noget, der hører en svunden tid til, en tid, hvor en arbejder var én, der stod ved en maskine 50-60 timer om ugen, hvor organiseringen af arbejderne havde ringe kår, men faktisk var den eneste forudsætning for, at en almindelig familie kunne nære nogen som helst form for håb for fremtiden.
Og her har disse udenforstående jo fuldstændigt ret: Dér er vi ikke længere.
Det næste spørgsmål er dog, hvorfor er vi så ikke det? I den her forsamling er det selvfølgelig et spørgsmål af ren retorisk karakter. Når vi som samfund har løftet os ud af den rene slavetilværelse, skyldes det jo i høj grad arbejderbevægelsens kvinder og mænd, deres kampe og sejre.

 

Det største nederlag, vi som samfund i nyere tid har lidt, var, da vi en skønne dag vågnede op og troede, at nu kunne det vist ikke blive meget bedre, at nu var der ikke mere at kæmpe for, at nu havde vi sejret os selv ihjel. Nu var der for mange ikke længere nogen grund til at være politisk eller fagligt organiseret, nu var der ikke længere nogen grund til at bekæmpe kapitalismen, nu lød det der med revolution, proletariat eller bare arbejderklassen sådan lidt gammeldags og fjernt, for nu havde vi jo fået velstand og velfærd i Danmark.
Vores børn kunne alle gå i skole, og det hele vejen gennem uddannelsessystemet, uanset forældrenes pengepung. Vore ældre kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidsnok til at kunne nyde et velfortjent otium. Dem i arbejde havde fået en mere rimelig arbejdsuge til en væsentlig mere rimelig betaling, under mere rimelige vilkår. Dem udenfor arbejdsmarkedet havde en vis sikkerhed for ikke at glide ud i fattigdom. Det var nok omkring det tidspunkt, vitserne om kommunalarbejderne opstod, vil jeg gætte op. Dér er vi heller ikke helt længere.

 

Kapitalismen har det lidt besynderlige træk, at den hele tiden stræber efter en planløs økonomisk vækst. Man kan rolig sige, at kapitalismen har en slags indbygget imperialistisk tendens i sig. Derfor, fordi vore politikere har åbnet op for muligheden og i nogle tilfælde endda er blevet tvunget til det via EU-regulativer, har vi de seneste mange år set mange privatiseringer og en stræben efter at tjene penge på en lang række ydelser, som de fleste af os nok egentlig var meget godt tilfredse med ligesom sorterede under statens anliggender. Selvom vi endnu ikke er blevet så skævt et samfund, som man i kimform kan fornemme, det er på vej til at blive, så er det lige nu, det sker, det er i dag, vi bygger morgendagens huse - eller for sags skyld river dem ned.
Hvor lader de såkaldte ressourcestærke forældre deres børn gå i skole, hvis de har pengene og ikke er sikre på, at den lokale folkeskole kan løfte opgaven? Hvad tyr vi til, når den kollektive transport ikke er god nok, ikke har nok afgange eller er for dyr? Hvis maden til vore ældre bliver for ringe? Ventelisterne på det offentliges sygehuse for lange? Det private.
Vores alle sammens Claus Hjort Frederiksen har sagt det meget præcist i et interview i Børsen; hvis den private sektor bare vokser mere end den offentlige sektor, får vi på et tidspunkt et andet Danmark. 
Men hvorfor skulle vi bygge det Danmark, spørger jeg. For at nogle få kan tjene de store penge, de mange det samme som før, og de små gå fra hus og hjem. Jeg siger, lad os i stedet reparere på det samfund, vi har forsømt, som er blevet noget vindskævt og har fået nogle revner i fundamentet, og som nok alligevel heller ikke tidligere fremstod ufejlbarligt, færdigt og formfuldendt.

 

Den kendetegnende tendens ved kapitalismen, jeg snakkede om tidligere, altså at den ligesom hele tiden har et udenfor, den må indvinde, er på trods af mediernes megen snak om alle dårligdommene ved Stein Bagger og andre svindlere og også subprime-lånene i USA jo faktisk roden til, at vi nu står i, hvad nogle mener er begyndelsen til en depression større end 30’ernes. Da profitmulighederne på reelle produkter efterhånden blev for ringe, kastede kapitalismen sig ud i finansiel spekulation, en spekulation, hvor der ikke længere var nogen sammenhæng mellem de enorme profitter og den reelle økonomiske udvikling, hvor der blev udvekslet værdier, der oversteg verdens samlede produktion mere end ti gange. Se de bukser kan ikke holde.
Og når man så tilmed sammenholder det modstridende i på den ene side den kapitalistiske mer-drift og på den anden side jordklodens begrænsede naturressourcer, som man vel efterhånden skal være mere end almindelig idiot for at benægte realiteten af. Jeg mener, nu er selv Anders Fogh jo efter sigende blevet grøn. Grundlaget for fortsat vækst er simpelthen ikke til stede. Den vestlige verden kan ikke fortsætte med sit overforbrug, for det rækker naturens begrænsede ressourcer ikke til. Hvis hele jordkloden excellerede i det samme overforbrug som USA's indbyggere, ville der ifølge den tyske biolog Andreas Weber være brug for yderligere fire jordkloder for, at naturens regeneration overhovedet kunne opretholdes.

 

Vi har længe levet på en løgn, nemlig den, at kapitalismen kunne garantere voksende velstand worldwide. Men den profitmaksimering, der har fundet sted, har for det første fordelt sig aldeles ujævnt blandt klodens mange beboere, halvdelen af verdens ejendomme ejes af kun ca. 350 personer, men for det andet har den også fundet sted på bekostning af naturen, og den genopretning, som mange steder vil være nødvendig, når storindustrien har lagt sin klamme hånd på et naturområde, er mange gange dyrere, end den profit, der kom ud af anstrengelserne. Det økonomiske regnestykke, vi almindeligvis præsenteres for, er nemlig ikke komplet. Forsøger man at værdifastsætte den næring, naturen tilbyder: drikkevandet, stofkredsløbet, den producerede biomasse, det sunde klima og den stabilitet, som høj biodiversitet resulterer i, og som altså alt sammen udbyttes og udpines indenfor markedsøkonomien, så vil selv de lande med de største vækstrater gå i minusvækst. Vores velstand baserer sig altså på de svindende goder, som naturen uden beregning stiller til rådighed.

 

Vi står altså som bekendt overfor to meget store udfordringer, som vi bliver nødt til at handle på. På den ene side en finansiel, men hvad langt værre er også en realøkonomisk krise og på den anden side en særdeles kritisk situation for klodens biosystem, hvor et af de helt ufravigelige krav jo som minimum må hedde: en kraftig reduktion i udledningen af drivhusgasser, herunder CO2. 

 

Enhedslisten har ikke stemt for nogle af de bankpakker, Folketinget uden den store debat har vedtaget siden finanskrisen for alvor slog igennem. Vi mener nemlig ikke, løsningen ligger i med borgernes skattekroner at udstede garantier til den spekulationsdrevne bankverden, der er skyld i hele miseren. Det løser intet.  Det er derimod spekulationen, vi må til livs. Derfor har vi også foreslået oprettelsen af statsdrevne og spekulationsfrie banker, der kan forsyne os almindelige mennesker med lønkontier og lån, og så må der for resten også lige strammes væsentlig op i finanstilsynet, ligesom kravene til bankernes likviditet også skal være skrappere.
Vi har også foreslået indførelsen af en såkaldt Tobin-skat, en ganske lille beskatning, der opkræves hver gang, der sker en valutatransaktion. Almindelige mennesker, der bare med jævne mellemrum skal bruge lidt udenlandsk valuta, vil aldrig opdage skatten, men det vil de spekulanter, der lever af at flytte valuta frem og tilbage, når de øjner selv den mindste kursgevinst. Og så længe vi stadig har vores egen møntfod, kan vi faktisk indføre denne Tobin-skat, uden at vi først skal spørge om lov og have hele Bruxelles bag os.

 

Når vi kommer til de miljømæssige udfordringer, er der også en del, der skal løftes, hvis vi skal afværge de værste klimaulykker:
- Vi skal i gang med en omfattende udbygning af vedvarende energi. Der skal satses på både vindenergi, bølgekraft, solenergi og jordvarme
- Alt eksisterende byggeri skal energirenoveres i løbet af de næste 30 år
- Alt nybyggeri skal være CO2-neutralt fra 2015
- Vi har brug for massive investeringer i bedre og billigere kollektiv trafik
- Vi må til at planlægge, så vi reducerer behovet for transport
- Brændstof til biler skal være dyrere, vi må indføre bompenge og stoppe alle planer for udvidelser af motorveje og lufthavne
- Godstransporten skal flyttes over på skinner og til vand
- Landbruget skal omlægges til økologi og husdyrsproduktionen må gennemgå en kraftig nedskæring
- Forbrugerne og det offentlige må igen overtage energiproduktionen i Danmark

 

I Enhedslisten foreslår vi også gerne et debatemne, der måske kan optage sindene lidt, indtil vi skal til stemmeurnerne ved kommunalvalget til november. Vi har opfundet et nyt ord: indlicitering.
Da man i sin tid gik i gang med at udlicitere, var det ud fra en forestilling om, at den offentlige sektor var drevet ineffektivt. Ellers ville ingen privat jo kunne udføre det samme arbejde, og så oven i hatten generere et overskud til sig selv. Men hvorfor skal vores offentlige service gøres til gengæld for spekulation i profit? Og for hvert led udelukkende blive, hvad det i mange tilfælde på sigt har vist sig at være, en enten fordyrende eller forringende ordning. Ingen privat kan konkurrere med en veldrevet offentlig sektor, fordi arbejdsgiveren, det offentlige, ikke skal generere et overskud til sig selv, så lad os få indliciteret opgaverne igen.

 

Det Fogh’ske skattestop har haft til opgave at fjerne skattegrundlaget for den offentlige sektor og samtidigt flytte midler over til privatforbrug, der jo så momentant kunne føde kapitalismens krav om voksende vækst. Derfor er det også nødvendigt for en konsekvent velfærdspolitik, at der gøres op med VKO-flertallets usolidariske skattepolitik. Det må stå højt på prioriteringslisten, hvis vi en dag skulle være så heldige at få en ny regering, men altså en ny regering med en ny politik.

 

Nå man kører i en engelsk bil, sker det hele tiden. Ved siden af speedometeret sidder der et andet stykke måleapparatur. Den måler i enheden RPM, det står for revolutions pr. minute, omdrejninger pr. minut, kalder vi det på dansk. Der er ingen grund til at være bange for ordene, hverken arbejderklassen eller revolution, det sidste betyder bare omdrejning, og det er det, vi har brug for lige nu, vi skal ha’ vendt skuden.

 

God 1. maj!

 

morten riis
morten riis


Kalender

« May 2018 »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Arkivet

Tags

Arkiv