Smartlog v3 » Mortens blog » Besynderlig skoledebat
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Besynderlig skoledebat

25. Mar 2010 11:07, moggebikbak

Den debat om skolelukninger, der er afstedkommet af skolebestyrelsen for Hans Rømer-skolens beslutning om at lukke Østermarie Skole torsdag d. 18. marts, har allerede betydet, at en del besynderlige synspunkter er blevet bragt til torvs.

Da kommunalbestyrelsen i sin tid vedtog distriktsmodellen, besluttede man faktisk her, at der fremover kun skulle være fire skoler på øen. De resterende skoler blev underlagt de fire såkaldte distriktsskoler, hvorfor bl.a. Østermarie og Østerlars-Gudhjem skole formelt set allerede ophørte med at eksistere dengang. Ved denne manøvre sikrede kommunalbestyrelsen sig, at man ved fremtidige lukninger af skoler hørende under én af de fire distriktsskoler egentlig ikke selv behøvede at komme i felten - beslutningen kunne overlades til skolebestyrelsen, idet en sådan beslutning ville være sammenlignelig med f.eks. at blænde en dør. At lukke skoler bryder ingen sig om, nærmest pr. definition, hvorfor man formentlig gerne overlod det beskidte arbejde til nogle andre.

Indtil beslutningen om lukningen af Østermarie Skole blev truffet i torsdags, var jeg personlig af den opfattelse, at en så væsentlig beslutning som at lukke en... lad os i mangel af bedre ord kalde det for, en afdelingsskole, godt kunne have klaret en endelig behandling i kommunalbestyrelsen, som derved også en sidste gang ville have tilkendegivet sit syn på og ansvar for sagen. Men det var der ikke stemning for, og man kan sådan set derfor rose den nuværende kommunalbestyrelse for konsekvent at stå ved den forrige kommunalbestyrelses, efter mine koncepter ansvarsforflygtigende beslutning om, at nedlæggelser af afdelingsskoler altså er et anlæggende for skolebestyrelserne. Det er ikke noget godt synspunkt, men det er i det mindste konsekvent.

Skulle kommunalbestyrelsen så nu, efter at beslutningen er truffet i skolebestyrelsen, gå ind i sagen og træffe en endelig afgørelse, ville kommunalbestyrelsen fuldstændig underminere den pågældende skolebestyrelse og faktisk tilmed hele den uddelegering af ansvar, der er stablet på benene i forhold til alle øens skolebestyrelser, og man kunne med god ret få fornemmelsen af, at skolebestyrelsen var blevet korrekset, fordi man havde truffet en beslutning, som kommunalbestyrelsen var uenig med, men altså ikke i udgangspunktet selv havde lyst til at træffe.

En sådan fadæse begik skolebestyrelsens formand faktisk efter, at beslutningen var blevet truffet. Hun trådte frem for åben skærm og kritiserede den beslutning, som hendes egen bestyrelsen var nået frem til. En noget besynderlig optræden af en formand, der loyalt og uagtet egne synspunkter burde repræsentere den bestyrelsen, vedkommende er formand for.

En formand har selvfølgelig ret til at indkalde til ekstraordinære bestyrelsesmøder, sådan som formanden for Hans Rømer-skolens skolebestyrelse ifølge den lokale dagspresse agter at gøre, men vedkommende bør vide, at der derved sås tvivl om bestyrelsens evne til at træffe beslutninger - især når forudsætningerne for et sådant møde er helt de samme som ved forrige møde.

Dette leder mig til den sidste mærkværdighed ved hele sagen, nemlig det forhold, at afstemningen var skriftlig, er blevet en særskilt sag. Det er da ganske rimeligt, at dersom blot ét bestyrelsesmedlem ønsker skriftlig afstemning om dette eller hint - ja, så bør afstemninger foregå sådan. Og med skolebestyrelsesformandens iver efter endnu et møde in mente, er det måske ikke så underligt, at der sidder én eller måske endda flere, der helst ønsker sig en sådan kilden afstemning gennemført skriftlig. Man får det klare indtryk, at bestyrelsesmedlemmerne er sat under pres.

Kommentarer

  1. Jan Eskildsen
    25. Mar 2010 11:47
    1

    Man kunne vel også tænke sig, at de ikke har truffet beslutningen på et kvalificeret grundlag. Har bestyrelsen nogen sinde sat deres ben i skolerne?

morten riis
morten riis


Kalender

« January 2018 »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031 

Arkivet

Tags

Arkiv