Smartlog v3 » Mortens blog
Opret egen blog | Næste blog »

Mortens blog

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke

Tryk på knappen, Enhedslisten!

1. Mar 2013 11:51, moggebikbak

Et nyt nummer af tidsskriftet Solidaritet er på trapperne.
Følgende er min leder til dette nummer.


Den parlamentariske strategi, som Enhedslisten lagde sig endelig fast på ved årsmødet i 2010, har slået fejl. Enhedslisten fik gjort finanslovsforhandlingerne til de kardinalforhandlinger, der skulle trække den på det tidspunkt imødesete socialdemokratisk-ledede regering til venstre. Men for indeværende kan det tørt konstateres, at det i 2011 kun i beskeden grad lod sig gøre og i 2012 slet ikke. De forslag til reformer, regeringen siden har fremlagt (senest SU og kontanthjælp), tydeliggør, at der er tale om et kabinet på selvmordskurs.

Det kræver et ikke tilrådeligt indtag af bevidsthedsudvidende stoffer at forestille sig samme regering genvinde magten efter et folketingsvalg, og spørgsmålet er derfor efterhånden, hvor dybt Enhedslisten skal lade sig trække ned i sølet for en regering, der aldrig kommer til at tone rent flag, og som end ikke kan bruge sit sidste regeringsår på at fremmane det blå spøgelse, dersom en erklæret borgerlig regering kom til fadet. For hvis pisk af arbejdsløse er en virksom beskæftigelsespolitik, er mere pisk da blot endnu bedre. Hvis skattelettelser til de bedst stillede og erhvervslivet er af det gode, er mere af samme slags da blot endnu bedre. Hvis tryk på lønnen er godt for den danske konkurrenceevne, er meget tryk meget godt. Og så fremdeles har regeringen egentlig spillet sig mange kort af hænde i den forestående valgkamp.

Hvorvidt Enhedslisten er regeringens parlamentariske grundlag eller ej, er og bliver en teoretisk diskussion – ikke mindst så længe Enhedslisten opfører sig som et sådant, og når den oplevelse samtidigt deles af den danske arbejderklasse, hvilket for en stor del er tilfældet. Arbejderne er sig utvivlsomt pinligt bevidste om det slagtehus, Socialdemokraterne, det Radikale Venstre og SF driver. Det er dem, der betaler for krisen, det er dem, der kommer på slagtebænken, når toppen af fagbevægelsen udviser større solidaritet med deres parti end med deres medlemmer og stiltiende ser til, mens efterløn, dagpenge, fleksjob, kontanthjælp, SU beskæres til ukendelighed, og folk i tiltagende grad risikerer af gå fra hus og hjem.

Enhedslisten gemmer dog på endnu et figenblad. Hidtil har linjen lydt: ”Vi vælter ikke en socialdemokratisk-ledet regering, men den risikerer at vælte sig selv”. Igen er det finanslovsforhandlingerne, der lurer i det skjulte, for med mindre regeringen gør en politisk sag til et kabinetsspørgsmål, er det alene ved finanslovsforhandlingerne, regeringen kan bringe sig i en sådan ubekvem situation – og igen bliver diskussionen temmelig teoretisk. Hvorfor ikke tage bruddet på de politiske spørgsmål, man er uenige om i stedet for at vente op mod et halvt år, til at kampen er feset ud, dønningerne har lagt sig og folk først igen skal mindes om, hvilke dele af statsbudgettet, Enhedslisten i udgangspunktet ikke ville være stemmekvæg for.

Hofargumentet for tilhængerne af, at Enhedslisten fortsat skal presse fremfor at fyre regeringen, er, at alternativet stadigt er værre. Men ud over at det svarer til at sælge elastik i metermål, så er det efterhånden også beviseligt usandt. Fagbevægelsen ville ikke være låst af misforstået solidaritet med en regering, dersom den var erklæret borgerlig, hvorfor mobiliseringer imod den tydeligtvist EU-dikterede sultekur i højere grad kunne blive en realitet – måske ligefrem i fællesskab med fag- og folkelige bevægelser i resten af Europa. I øjeblikket er det arbejderklassen i Sydeuropa, der kæmper kampen for bevarelsen af den danske velfærdsstat.

Herfra skal der lyde en ikke ubetænksom, en ikke uovervejet opfordring til at trykke på knappen, for som Bob Dylan synger: ”When something ain’t right, it’s wrong.”

http://www.solidaritet.dk/tidsskrift

Som at tisse i bukserne

18. Feb 2013 13:48, moggebikbak

Hvor er vi på vej hen, og hvordan undgår vi, at vores lille øsamfund helt falder fra hinanden? Hvad skal vi stille op med den udvikling eller rettere sagt afvikling, vi oplever, hvor butikker lukker, byer sygner hen, arbejdspladser forsvinder, børnetallet falder, skoler og plejehjem lukker, og selv kommunale forpligtelser som rydning og saltning af småveje bliver sparet væk? Det er en bekymring, alle samvittighedsfulde bornholmere efter bedste evne forsøger at svare på, og det er naturligvis også i det lys, diskussionen om bopælspligten skal ses. Jeg vil her komme med mit lille bidrag til den snak.

En ophævelse af bopælspligten vil først og fremmest få konsekvenser for kystbyerne på Bornholm. Det er her folk vil være i stand til at afsætte en bolig med fritids- eller deltidsstatus. Nogle opfatter dette som en positiv, om end ikke nødvendigvis ideel udvikling, da husene således i det mindste i en periode er beboet, men sagt med andre ord garanterer man blot, at boligerne aldrig igen bliver helårsboliger.

Hvorvidt en sådan ændring fører nogen merbeskæftigelse med sig, sådan som det er blevet påstået, er også meget tvivlsomt. I en ganske kort periode vil der muligvis falde arbejde af til byggebranchen, da man kan forvente nogen istandsættelse på boligerne. Men det forbrug, der vil blive lagt hos andre handelsdrivende, vil være, hvor de i forvejen har deres primære indtægt (hvilket for mange kystbyerne er om sommeren), og det vil muligvis endda ikke udgøre nogen merindtægt, da den vigende indtægt fra flere fastboende nok også vil blande sig i kasseopgørelsen.

De langsigtede konsekvenser er nemlig langt fra positive. I diskussionen hidtil har det lydt som om, der var tale om et bestemt antal huse, hvor køber og sælger nærmest bare ventede på en ændring af bopælspligten. Sagen er jo den, at hvis min nabo lykkes med at få solgt sit hus som fritidsbolig, ja så vil jeg, hvis jeg tror, mulighederne for beskæftigelse er bedre i andre egne af landet - hvis jeg er træt af den lange vej til mine børns skole - hvis jeg er træt af det ringe dagligvaretilbud også være fristet af at sælge min bolig som fritidshus. Antallet af fritidsboliger kan og vil vokse, dersom deres status sættes fri, hvorfor en endda begrænset lettelse af bopælspligten vil medføre en glidebaneeffekt.

Løsnes der op for bopælspligten er der heller ingen tvivl om, at det vil betyde højere huspriser - til gavn for sælger og mægler, men til skade for almindelige, fastboende fattigrøve.

Selv byggebranchen må erkende, at der er mere arbejde i fastboende end i feriegæster. Selv kommunen må foretrække flere skattekroner fremfor færre. Jeg forstår godt, at turisterhvervene hellere vil tjene deres penge på lad os sige 6 (godt nok hektiske) fremfor 12 måneder, og jeg forstår godt, at ejendomsmæglerne hellere vil sælge fritidshuse fremfor ingen huse, men hvorfor skal vi indrette boligpolitikken til gavn for sælgende og ejendomsmæglere. Det siger sig selv, synes jeg, at indretter vi boligpolitikken til gavn for fritidsbornholmere, så får vi flere af dem og færre fastboende – og når jeg sådan kigger rundt i landskabet, er det da ikke ferieboliger, vi mangler, er det?

Jeg går ingenlunde ind for et stavnsbånd, sådan som det efterhånden er genindført her på øen. Men ligesom der ikke gives nogen garanti for, at jeg ved køb af en bil vil være i stand til at komme af med den igen, så udstedes den slags garantier heller ikke ved hussalg. Kernen i denne problematik har imidlertid intet at gøre med min boligs bopælsstatus. Det handler ganske enkelt om det svage arbejdsmarked, vi har. Var der arbejde til folk, ville færre med garanti være interesseret i at sælge, men flere ville også være mindre nervøse for at flytte til vores lysegrønne ø. Og der er faktisk masser af kommunalt arbejde, der ikke bliver udført, stillinger, der er blevet nedlagt eller aldrig oprettet; ældrepleje, skovarbejde, vejarbejde, der ikke bliver udført, og kommunen burde se en sådan beskæftigelsespolitik som en investering fremfor som en udgift.

Jeg ser med andre ord frem til, at jobskabelse bliver det næste store debatemne i Bornholms førende dagblad.

Et nyt år, der skriger til himmelen

12. Jan 2013 17:27, moggebikbak

Mange starter det nye kalenderår med at synge med på ”vær velkommen herrens år”, og det giver naturligvis også god mening at glæde sig over, at mørket igen er begyndt at svinde, og at vi som ved midsommerfejringen gør et fornyet forsøg på at lægge dårligdommene bag os. Men ikke desto mindre er der i år nogle, særlige dårligdomme, vi er nødt til at se øjnene, og som ikke forsvinder, bare fordi vi tænder et bål eller sender ildraketter til vejrs.

Personligt blev jeg noget rystet over den kedelig tendens, året fortsatte med, da der i Tidende blev annonceret 7 tvangskationer til d. 14. januar og yderligere 5 til d. 21. Vær velkommen, siger jeg bare!
Sammenligner man nytårstalerne for statslederne i EU, understreger de da også alle, at krisen ikke er ovre, at vi må stå samme, yde yderligere for at bevare det offentlige sikkerhedsnet, at vi skal uddanne os ud af krisen og satse på grønne og vedvarende industrier. At man så samtidigt forringer den offentlige service, for at bevare den, forringer den indtil det punkt, hvor dem, der har råd, vælger private løsninger; at de sænkede skattelettelser til de bedst stillede over snart sagt alt i EU betyder et svindende skattegrundlag for netop den fælles velfærd; at trykket på lønnen (med stor arbejdsløshed og senere tilbagetrækningsalder overalt i EU) kun vil fordybe krisen, i takt med at stærke hjemmemarkeder bliver svage – det taler ingen om, det har man pænt bedt den fælles taleskriver danse udenom. Man bliver også helt dårlig af at høre uddannelse omtalt som det eneste saliggørende efter, at kommunerne i årevis har skrallet lag efter lag af vores folkeskoler, og når selv højtuddannede stadig går uden arbejde – som om det var de arbejdsløses motivation, uddannelsesgrad eller evner, den er galt med. Sagen er jo, at der ikke er nok arbejde!

Samtidigt med den politiske ensretning, der foregår i EU-landene, fortsætter de ledende politiske lag i vort land at sammenkøre vores økonomiske politik med ØMU-landenes, og det selvom vi har et forbehold på dette område. Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at Danmark er det 18. euroland og Magrethe Vestagers forhandlinger om vores deltagelse i ØMU-landenes bankunion kan her tjene som et par, men desværre ikke de eneste eksempler. Bankunionen vil betyde slækkede krav om tilsyn af bankerne, og det er afgjort ikke just det, vi har brug for. Nej, når bankerne i krisetider som disse forsat kan hive overskud i milliardklassen hjem, i visse tilfælde endda uden at lægge nogen nævneværdig skat i fælleskassen og får bankpakke efter bankpakke, så er det da på tide at hæve glasset og i stedet udskråle:

Denne bande ved vor slid og plage til en mægtig rigdom kom,
og når vi fordrer den tilbage, forlanger vi vor ejendom.

Lokalt forsøger man sig med feberredninger for at få den skrantende økonomi på fode. Man forringer velfærden for ældre, tilbuddene til socialt udsatte, lukker for sygedagpengene og gennemfører store besparelser indenfor vores fælles skolesystem. Man ser af hensyn til arbejdspladser igennem fingrene med, at industrien sviner mere, end godt er, ligesom snart sagt alle partier også er villige til at lette på bopælspligten for at få et tilfrosset boligmarked til at tø op. Desværre er det skønne spildte kræfter. Ikke nok med, at vi ikke skal finde os i forringelser af velfærden, så tager politikerne da også grueligt fejl, hvis de tror, de sparer penge på denne måde. På sigt vil samtlige disse initiativer kun blive dyrere. Byerne og erhvervslivet vil heller ikke opleve nogen som helst indsprøjtning ved omdannelsen af helårsboligerne i vore kystbyer. Sæsonlivet vil blot blive endnu mere udpræget, ligesom boligpriserne vil blive fastholdt på et i forvejen helt urealistisk niveau, som almindelige mennesker vil have svært ved at betale, endsige låne sig til.

Men egentlig er det jo ikke så svært. Giv folk et arbejde eller lad dem på anden måde forsørge dem selv og deres familier. Danmark er et af verdens rigeste lande, så lad os tage pengene, hvor de er: bankerne, de multinationale selskaber, hos vore velhavende medborgere, lad os forlange vores fælles ejendom, herunder Nordsøolien tilbage. Kun ved at vi organiserer os og udviser solidaritet med andre, hvis primære overlevelsesmuligheder også går gennem det arbejde, de udfører eller vil kunne udføre, om de fik chancen, kan vi forandre samfundsforholdene – men således også, i ganske høj grad. Der er nok at kæmpe for, rigeligt der skal generobres og masser af uopdyrket jord, og det er faktisk os, der både som arbejdere og forbrugere holder de berømte hjul i gang. Lad os i fællesskab få dem drejet i en anden retning.

Enhedslisten kæmper mod miljøbombe

1. Oct 2012 20:46, moggebikbak

Per Clausen, der er medlem af Folketinget for Enhedslisten og partiets miljøordfører fortsætter med at udspørge miljøminister Ida Auken om de store mængder HCB-affald, der befinder sig 100 meter fra havnen i Gdansk i Polen, mindre end 300 km fra Bornholm. HCB (Hexachlorbenzen) er et industrikemikalie og pesticid og en af verdens 12 farligste giftstoffer. Det er svært nedbrydeligt, bevæger sig gennem fødekæderne, er meget brændbart med eksplosionsfare, ætsende, uopløseligt i vand, meget giftigt for vandmiljøet, farligt at indånde, ekstremt kræftfremkaldende og kan forårsage kroniske sundhedsskader.

Der hersker dog stor tvivl om, hvor store mængder HCB-affald der findes ved havneanlægget i Gdansk. Af Greenpeaces omtale i pressemeddelelsen "Trussel fra HCB-giftbjerg skal stoppes" fra den 10. juli 2012 udgør den omtalte mængde HCB-affald i Gdansk 12.000 tons. Af Politikens fremlægning af sagen i artiklen "Farlig arv: Gift fra Sovjet via Gdansk" fra den 17. september hedder det, at "kun" 8.500 ton HCB-affald er blevet importeret fra Ukraine, mens det af miljøministerens svar til udvalgsspørgsmål fra Per Clausen pr. 21. september fremgår, at der mangler at blive behandlet 2.800 ton HCB-affald. På den baggrund er ministeren blevet bedt om at oplyse:

• Hvordan ministeren bedømmer validiteten af tallene fra de polske myndigheder?
• Hvorledes ministeren vil verificere rigtigheden af de forskellige mængdeangivelser?
• Og om ministeren vil bede de polske myndigheder om tilladelse til at besigtige affaldet?

HCB-affaldet stammer oprindeligt fra Ukraine, men pga. det polske firma, Port Services særdeles kritisable håndtering af affaldet (bødestørrelsen har for længst rundet de 10 millioner kr.) kan der ikke importeres yderligere affald til Gdansk fra Ukraine uden, at der indhentes nye tilladelser - hvilket jo er godt! Men betyder det også, at Ukraine ikke kan afhænde HCB-affald til tredjepart? Og vil det ligeledes betyde, at en eventuel tredjepart ikke kan importere HCB-affald videre til Polen? Og hvordan kan man sikre sig, at dette ikke sker? Se det er ministeren også blevet bedt om at svare på.

Af Ida Aukens seneste svar til Per Clausen fremgår det, at HCB-affaldet er under behandling. Politiken bragte d. 17. september en grundig og meget alarmende artikel om emnet, og heraf fremgik det, at en afbrænding af affaldet ikke nødvendigvis ville fjerne forureningspotentialet – det kræver nemlig en særlig og særlig langsom forbrændingsproces. Derfor er det sådan set også kilde til fortsat bekymring, at affaldet allerede er under behandling, og at Port Service (ifølge Politiken) agter at færdiggøre behandlingen af affaldet inden udgangen af året.

Greenpeace har påvist omfattende HCB-forurening udenfor det indhegnede lagerområde i Gdansk. Billeder af materialet afslører store huller i de sække, som affaldet ligger i. Men de polske myndigheders afviser fortsat, at en udsivning af HCB-affaldet har fundet sted. Miljøminister Auken udtrykker fortsat tiltro til de polske myndigheder og føler sig forsikret om, at sagen bliver taget alvorligt. Derfor er ministeren også blevet bedt om at svare på, om ministeren bygger denne tiltro på andet end de hidtidige erfaringer med de polske myndigheder.

Enhedslisten Bornholms kommentarer til borgmesterens budgetforslag for 2013: Visionsløs spareøvelse!

2. Sep 2012 10:39, moggebikbak

Først og fremmest er det trist at se, at den nye, såkaldte røde regering holder kommunerne i det samme stramme, økonomiske greb, som den gamle blå regering gjorde. Nulvækst er fortsat filosofien for den offentlige sektor, hvilket, når man tager den generelle løn- og prisudvikling i betragtning, reelt altså betyder besparelser. Man mindes sidste års valgkamp, hvor statsministerens og borgmesterens parti slog til lyd for velfærd fremfor skattelettelser til de velstillede. Men vi må konstatere, at kursen - efter skatteforlig og rammeaftalen for kommunernes økonomi - fortsat er den samme.

For det er besparelser, der også i år præger borgmesterens budgetforslag. Spareøvelsen foldes ud inden for alle områder, men rammer dog især hårdt på det sociale område, hvor de samlede besparelser alene lyder på mere end 10 millioner kroner i første budgetår.

Der er bl.a. tale om besparelse på dagcentre, reduktion i visiterede timer indenfor ældreområdet og en umiddelbart voldsom effektivisering af arbejdsindsatsen her også. Ikke alene skal folk blive længst muligt i eget hjem, men de skal helst også dø af støvallergi. Kommunens nye motto for ældreplejen kunne passende lyde: bliv hvor du er og pas dig selv.

Det er også bemærkelsesværdigt, at man mener at kunne hente to millioner gennem en reduktion af misbruget af sociale ydelser og gennem en ekstra indsats for at indhente regresindtægter.

Vintertjenesten er forlods beskåret, og asfaltarbejdet lagt på hylden, så lad os sætte vores lid til en mild vinter!

Budgetforslaget afsluttes med den konklussion, at kommunens indtægter ikke kan holde trit med de voksende udgifter. Med den erkendelse samt de seneste års besparelser in mente, er det sørgeligt, at øvelsen igen i år består i en reduktion på udgiftssiden - og at forslaget fra borgmesteren således ikke indeholder nogen visioner i forhold til, hvordan kommunens indtægter kunne øges.

I Enhedslisten har vi ved flere lejligheder fremsat et foreslag, der er affødt af den stadigt faldende bruttoværditilvækst indenfor landbruget. Lad kommunen opdyrke nogle af sine ubrugte arealer (i stedet for at sælge dem) og bruge de naturligvis økologisk fremstillede fødevarer i eget regi; i institutioner, skoler, kantiner etc. Gårdene kunne drives ved ansættelse af nogle af de mange færdigtuddannede landmænd, der ikke har råd til at gældsætte sig i det svimlende omfang, som pt er nødvendigt, og ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet, kunne her tilbydes arbejde, indtil retten var generhvervet.

Budgetforslaget indeholder dog ingen visioner af den slags. Ingen tilflytterkampagne med jobgaranti til ægtefælle, gratis instititionsplads eller fri offentlig transport. De eneste langsigtede ideer, der luftes, er forestillingerne om, at rationaliserer (læs: skærer) vi blot tilstrækkeligt, sparer vi penge på lang sigt. Det er også tankegangen bag samlingen af administrationen. De sidste mange års forsøg udi denne øvelse viser dog, at sparsommeligheden ikke kan redde os. Vi er nødt til at have visioner og tage initiativer til at realisere disse. Det er den nuværende kommunalbestyrelses vigtigste opgave indtil næste kommunalvalg.

Bornholm skal over nedrykningsstregen

10. Jul 2012 11:16, moggebikbak

I mere end et år nu har Bornholm været med i kapløbet om ikke at blive affaldsplads for radioaktivt materiale fra forskningscentret i Risø. Ja, det lyder som en dårlig vittighed, at ferieøen Bornholm netop skal udvælges som atomaffaldsdepot, men sådan ligger landet altså.

Bornholm har længe haft sit at kæmpe med: Faldende indbyggertal, et fødselstal, der nu er under 300 børn om året, en arbejdsløshed, der konsekvent er højere end landsgennemsnittet, statslige arbejdspladser, der er blevet afviklet én for én, fiskeriet, som stort set er dødt og har været det i 20 år, landbruget, der er på vej ned i samme afgrund, og den næsten daglige kamp med at få enderne til at nå sammen i det kommunale budget. Skoler og plejehjem er blevet lukket og den sociale indsats over for udsatte børn er blevet voldsomt forringet.

Det vil være en bombe for Bornholm at blive atomaffaldsdepot. Nok får vi at vide, at det ikke er farligt (og formentligt udgør de 12.000 ton HCB, der ligger på havnekajen i Gdansk en større fare for Østersøen og Bornholm end atomaffaldet), men hvis det ikke er farligt, hvorfor kan man så ikke beholde det i Risø eller området der? De har fået fordelene af de arbejdspladser, som anlægget har medført, hvorfor skal vi agere skraldespand?

 

Lidt refleksioner over SFs situation

29. Jun 2012 11:42, moggebikbak

SF har bragt sig i en situation, hvor der er et misforhold mellem, hvad der er godt for partiets overlevelse og for regeringens overlevelse. Socialdemokraterne og de Radikale presser SF til at tage ansvar for en mere højredrejet politik, end den partiet elleres har været kendt for, hvilket koster stort i tilslutningen. Spørgsmålet er, hvor lang tid de har til at redde sig selv?

Hvis regeringen ændrer kurs, vil der opstå tilsvarende problemer i forhold til de Radikale, der dog ikke vil udvise samme offervilje som SF, og ændrer regeringen ikke kurs, vil SF komme faretruende tæt på spærregrænsen. Et valg vil i den situation synes mere og mere fatalt, hvorfor man må formode, at villigheden til at sluge endnu flere kameler, vil blive større. Det vil dog kun forværre situationen yderligere for SF.

Den eneste løsning, som SF'erne har for at redde deres parti, er ved at træde ud af regeringen, jo før desto bedre, og så tage sig de øretæver en kommende valgkamp må give.

Regeringen er på selvmordkurs

25. Jun 2012 09:47, moggebikbak

Det skatteforlig, regeringen har indgået med V og K, betyder at arbejdsløse og folk på barsel skal betale for skattelettelser til dem med de højeste indkomster. Med den store arbejdsløshed vi har på Bornholm, kommer mange her desværre også til at føle konsekvenserne af det forlig.

Regeringen kunne have valgt at indgå en aftale med Enhedslisten, hvilket vi som regeringens parlamentariske grundlag jo synes ville have været det mest indlysende. Den aftale, der lå klar med Enhedslisten indeholdt bl.a.:

  • Forøget ældrecheck.
  • En ledighedspakke til 1,2 mia. kr. med bl.a. mere uddannelse til unge ledige og bedre muligheder for seniorjob til ældre ledige, der bliver ramt af efterlønsforringelserne.
  • Mulighed for frivillig overgang til den nye førtidspension for pensionister på den gamle, ringere ordning.

    Regeringens fremfærd sandsynliggør desværre, at vi skal til valgurnerne senere i år. Vi ville gerne holde liv i håbet om, at en anden og solidarisk politik er mulig, men vi stemmer ikke for hvad som helst for at holde liv i en regering, der gennemfører den ene asociale reform efter den anden.

    Det kan jo være, at regeringen kommer til fornuft, men ellers er den nødt til at overbevise Venstre og Konservative om, at de vil være bedre hjulpet med at stemme for efterårets finanslov, fremfor at der udskrives nyvalg. Også i denne henseende stiller jeg mig dog tvivlende overfor regeringens evner.
  • HÅRD TID I VENTE FOR GRÆKENLAND

    13. Jun 2012 11:41, moggebikbak

    Nyvalg uden det store håb
    På søndag d. 17. juni skal grækerne igen til stemmeurnerne. Som bekendt lykkedes det ikke for nogen af partierne at nå til enighed om regeringsdannelse efter valget d. 6. maj, og intet tyder heller på, at et nyt valg vil ændre stort på det. Godt nok går venstrealliancen Syriza frem (i nogle meningsmålinger bliver partiet ligefrem størst), men umiddelbart er det stadig ikke nok til, at partiet selv vil kunne danne flertal. Kommunisterne i KKE er stålsatte og afviser et hvert samarbejde med Syriza. Der har i flere år være ondt blod mellem de to grupperinger, og KKE beskylder Syriza for at være EU's og kapitalens nye opportunistiske venner. Skulle der blive dannet et flertal blandt de partier, der er tilhængere at EU’s og især den tyske kansler Angela Merkels sparedirektiver, bliver det hver mand for sig, og fanden tager den sidste. Af hensyn til landets skrantende økonomi, har man valgt at spare 15 millioner euro på afviklingen af den forestående valghandling, der således beløber sig til 35 millioner euro.

    Dyrt at være fattig – og syg
    Mens ledigheden slår alle rekorder med rystende 21,9 % (Reuters) gav patienter med kroniske lidelser (såsom kræft, sklerose, nyresvigt, sukkersyge m.m.) ved en pressekonference mandag d. 11. juni udtryk for deres bekymring over de voldsomt stigende medicinpriser.
    "Jeg ønsker blot at dø humant, her hvor jeg sidder”, sagde Michalis Tsakantonis, en arbejdsløs kræftpatient, der også lider af sukkersyge og har svagt hjerte. Han kan ikke få nogen pension, og har ikke råd til at købe den medicin, han har brug for. Der er allerede lukket for strømmen i hans hjem, hvilket betyder, at hans iltmaskine heller ikke kan køre. Andre kræftpatienter påpegede, at de ikke havde mulighed for at betale for den nødvendige medicin, idet den koster mellem 200 til 4.000 euro om måneden (AMNA).

    Åbenlys politisk vold
    En 28-årig egyptisk mand blev tidligt om morgenen, tirsdag d. 12. juni indlagt på sygehuset Tzaneio i Piraeus med alvorlige skader efter at være blevet overfaldet i sit eget hjem efter et formodet racistisk motiveret overfald. 6 personer er anholdt.
    Ifølge flere beretninger ankom der omkring 20 overfaldsmænd på motorcykler omkring kl. 3 om natten til et hus beliggende mellem Keratsini og Perama, udenfor byen Piraeus. I huset bor der 4 egyptere, der alle arbejder som fiskere, og som ifølge journalist fra Tvxs.gr, Niko Ago, opholdt sig legalt i landet. Lokale fortalte samme, at overfaldsmændene var medlemmer af eller sympatiserede med det fascistiske parti Gyldent Daggry.

    Partiet gjorde sig også bemærket, da 8 medlemmer lørdag d. 9. juni, herunder kandidat til det forestående parlamentsvalg, Ioannis Sahinidis blev arresteret i Veria som formodede bagmænd bag et angreb på en café. 15-20 medlemmer ankom ifølge politiet til caféen, der ofte er vært for en gruppe anarkister, og angreb og tævede 6 kunder samt forårsagede alvorlige skader på inventaret. En af kunderne, en 53-årig mand måtte indlægges på hospitalet, skriver nyhedsbureauet AMNA.

    Disse scener er ikke enkeltstående, og meget tyder på, at fascisterne forsøger at overtage gadebilledet som en forberedelse på regulære gadekampe. Desværre tyder noget dog også på, at der visse steder er indgået en bekymrende alliance mellem dele af politiet og Gyldent Daggry, idet betjente ved flere lejligheder har beskyttet fascisterne i deres forsøg på erobre gaden.

    Mærkeligt, at det netop er en tysk kansler, der har svært ved at se sammenhængen mellem stigende arbejdsløshed og forarmelse af befolkningen og så fascismens fremmarch…

    Enhedslisten Bornholms Grundlovsmøde 2012

    6. Jun 2012 00:14, moggebikbak

    Enhedslisten Bornholm markerede Grundlovsdag med et møde i Holkadalen i Gudhjem, der tidligere har været brugt til 1. maj-arrangementer, og hvor bl.a. koryfæer som Aksel Larsen, Alfred Jensen, Villy Fuglsang og Knud Jespersen har bemægtiget sig talerstolen.
    Den var ved gårsdagens begivenhed blevet stillet medlem af Enhedslistens folketingsgruppe, Finn Sørensen til rådighed.

     I sin tale sagde han bl.a.:
    "at Danmarks medlemsskab af EU har udviklet sig nøjagtig som store dele af befolkningen – fra fagforeningsfolk til pæne borgerlige mennesker  – advarede imod – fordi de gjorde sig den umage at læse Romtraktaten, hvor det jo klart fremgik – og fremgår – at målet er at skabe en politisk, økonomisk og militær Union i Europa.
    2. oktober 1972 er – undskyld mig at jeg bliver lidt højtravende – en skæbnedag, hvor magthaverne begyndte en langsom men sikker tilbagerulning af de demokratiske landvindinger, som arbejderklassen havde tilkæmpet sig
    ... skridt for skridt er det lykkedes ja-partierne at overføre suverænitet og beslutningskraft til en overstatslig myndighed der kun kan betegnes som et helt igennem udemokratisk – et bureaukratisk monster, hvor en ikke-valgt kommission og flere tusinde embedsmænd i anonyme komiteer lægger rammer for eller bestemmer direkte over et sted mellem 50 – 80 % af lovgivningen i Danmark og de andre medlemslande.
    ... vi må værne om og udbygge det demokrati, som den danske befolkning har tilkæmpet sig."
     
    Finn Sørensen kom også ind på Danmarks tilslutning til finanspagten:
    "Der går en lige linje fra Lissabontraktatens artikel 63, der siger, at alle restriktioner af kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande er forbudt til Danmarks tilslutning til Finanspagten, en pagt, der kan sammenfattes i en eneste sætning: ”Markederne bestemmer”.
    Men hvem er ”markederne”?
    Det er en lille håndfuld mennesker, der ejer enorme formuer, det er cheferne i de store koncerner, de store banker og finansinstitutter, mennesker som ingen har stemt på, men som gennem årtiers liberaliseringer af kapitalbevægelser – jf. artikel 63 – har fået en enorm magt til at flytte rundt på pengesummer, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os.
    ... Den magt bruger de i øjeblikket for fuld styrke til at svinge pisken over europæiske regeringer, hvis de ikke underkaster sig kravene om at fyre tusindvis af offentligt ansatte, forringe dagpenge, pensioner og sælge ud af offentlige værdier og velfærdsydelser."

    Arrangementer var velbesøgt med ca. 60 deltagere, og der blev indsamlet et støttebidrag på 1.310,50 kr. til de 400 strejkende, græske stålarbejdere, der i mere end et halvt år nu har strejket, fordi de nægter at gå 30 % ned i løn, se deres kolleger blive fyret og betale regningen for kapitalismens krise.

    1. maj-tale, 2012

    1. May 2012 20:43, moggebikbak

    På et stålværk i Grækenland er der i øjeblikket 400 arbejdere, der strejker. Det har de gjort i et halvt år. De strejker, fordi de nægter at gå 30 % ned i løn, fordi de nægter at se deres kolleger blive fyret, fordi de nægter at betale regningen for kapitalismens krise.

    I EU har krisen sat et skel op imellem et Sydeuropa fanget i gæld og lav produktivitet og et tyskdomineret Nordeuropa, som på trods af krisen humper videre. Mange har forklaret skellet med henvisning til, at f.eks. grækerne har levet over evne, mangler arbejdsmoral eller har for gavmilde pensioner. Men faktum er, at den græske arbejdsuge er på 42,2 timer, og at deres pensionsalder ligger over det europæiske gennemsnit.

    Nej, de to væsentligste årsager til Grækenlands økonomiske morads er: for det første, Euroen og for det andet, at overklassen, rigmænd, skibsredere og den slags nægter at bidrage til fælleskassen på lige fod med andre, almindelige mennesker. Da først Grækenland – med introduktionen af euroen i 2002 – ikke længere kunne devaluere drachmeren, var de tvunget til at stifte gæld, for at udjævne forskellen i produktivitet til f.eks. Tyskland.

    Enhedslisten har besluttet at samle penge ind til de 400 familier, der som alle andre familier har brug for mad hver dag. Jeg håber, I har lyst til at bidrage i vores raslebøsser eller købe et støtte-badge. Mange af familierne har allerede været nødt til at sælge møbler og andet inventar for at betale deres husleje, men de holder modet op ved den internationale støtte, de modtager.

    Jeg har læst en herboende græker sammenligne situationen i Grækenland med tiden lige efter 2. Verdenskrig og borgerkrigen. ”Der er udbredt fattigdom og armod. Folk roder i skraldespande og tigger på gaden”.

    Men hvor grotesk og ubehagelig de græske arbejderes situation end er, så er den i sit væsen ikke forskellig fra de danske arbejderes. Smalhals for almindelige mennesker har gang på gang vist sig at være EU’s svar på krisen.

    Den finanspagt, som Folketinget i øjeblikket er ved at behandle, vil betyde pres på lønninger og beskæring af velfærd og på de offentlige budgetter i hele EU. Vi vil blive bundet til nye stramme regler og permanent lovgivning, alt sammen for at få »styr på økonomien«. Men finanspagten vil betyde, at arbejdsløsheden kommer til at vokse endnu mere. Man glemmer nemlig mærkelig nok, at folk ikke kun er arbejdere, men på én og samme tid også forbrugere, og har man ikke noget arbejde, er der smalhals eller følger lønnen ikke med resten af samfundsøkonomien, ja, så vil enhver forbruge mindre. Mindre forbrug fører til mindre produktion, mindre produktion fører til mindre arbejde, mindre arbejde fører til færre penge til forbrug og færre penge til forbrug fører til en endnu mindre produktion, arbejde, penge, forbrug...

    En anden EU-pagt, europluspagten, binder den til enhver tid siddende regering til at holde lønningerne i ro, og den såkaldte sixpack, har allerede indført en stram kontrol med EU-landenes finanslove. Sidste år fik medlemslandene i alt 105 henstillinger fra EU-kommissionen til deres finanslove. Danmark fik fire. En af de fire hed: »Efterlønnen skal afskaffes«.

    Da henstillingen skulle vedtages af de 27 lande, blev det ændret til, at efterlønnen skal udfases. Det blev officiel EU-politik, samtidig med at S, SF og Enhedslisten gik til valg på, at efterlønnen ikke skulle afskaffes.

    Budskabet fra EU er klart: Tilbagetrækningsalderen skal op, ikke fordi der er arbejde til folk, men fordi lønnen skal ned. Arbejdstiden skal op, helligdagene væk, fordi lønnen skal ned.

    Kender I forresten begrundelsen for, hvorfor vi ikke skulle stemme om finanspagten ved en folkeafstemning? Juristerne i justitsministeriet mente ikke, der er tale om suverænitetsafgivelse, fordi de ikke kan forestille sig, at nogen regering på noget tidspunkt vil fravige den økonomiske politik, der bliver fastlagt af EU. Og når vi således aldrig er uenige med EU, er der jo selvfølgelig heller ikke tale om afgivelse af suverænitet!

    Det mener vi i Enhedslisten nu stadig, at der er. Danmark har da for pokker et forbehold. Ud over penge til de græske stålarbejdere samler vi derfor også underskrifter ind for en folkeafstemning om finanspagten. Underskrifterne vil blive afleveret i forbindelse med Folketingets 3. behandling af finanspagten d. 21. maj. Så kom forbi og skriv under også.

    Efter 0-overenskomster, højere efterløns- og pensionsalder, kortere dagpengeperiode og nedskæringer og fyringer i kommuner, regioner og stat er tiden kommet til, at vi i Danmark forsøger os med et lige så klart mæle som de græske stålarbejdere: Vi har betalt regningen. Nu må de rige til lommerne. De stod forrest, da gaverne blev delt ud i 00’erne. Indtil nu er de sluppet billigt fra regningen. Men som alt andet, må det have ende.

    Tilbagerulningen af skattelettelserne til de rigeste danskere, en effektiv beskatning af bankerne og den finansielle sektor, af de multinationale selskaber og Nordsøolien. Det er det, der skal til. Så er der råd til bedre uddannelse, sundhed, daginstitutioner og ældrepleje. Pædagogisk uddannede, skolelærere, sygeplejersker og SOSU-assistenter skal skabe værdi for os alle sammen i en velfungerende offentlig sektor - ikke gå arbejdsløse.

    Der skal investeres i nye grønne arbejdspladser. Omstilling til vedvarende energi, energibesparelser og energirenoveringer skal skabe i 10.000vis af nye arbejdspladser.

    Folk i arbejde skal have mulighed for efteruddannelse, mens arbejdsløse kommer i arbejde. Sådan bliver vi dygtigere og forhindrer, at arbejdsløse ryger helt ud af arbejdsmarkedet. Arbejdsløse skal tilbydes arbejde, før de taber retten til dagpenge.

    Regeringen kan sikre – ikke kun en grøn vej, men også en rød og solidarisk vej ud af krisen sammen med Enhedslisten. Andre alternativer vil kun føre til yderligere forringelser for lønmodtagere, arbejdsløse, syge, studerende og ældre.

    Her den anden dag var der en, der sagde til mig, at grunden til, vi aldrig fik revolution i Danmark, var, at der var for kort tid mellem måltiderne, til at vi kunne nå at planlægge den. Omvendt har jeg nu aldrig forstået, hvorfor vi skal helt ned i sølet, før vi genvinder vores retningssans. God 1. maj!

    Tale fra 3F Bornholms generalforsamling 27/3-2012

    27. Mar 2012 23:34, moggebikbak

    I det forgangne år har jeg haft fornøjelsen af at være lokal tovholder for 3F’s SKÆVT-kampagne.
    I den forbindelse har jeg været i kontakt med rigtig mange medlemmer, og deres begejstring, engagement og vilje til at lave tingene om har været meget smittende.
    I SKÆVT-kampagnen forsøgte vi os med mange alternative metoder til at inddrage og engagere medlemmerne:

    I stedet for bare at sende en mail eller en invitation ud til et arrangement, så ringede vi til dem og fik os en snak. Vi standsede folk på gaden og spurgte dem til efterlønnen, dagpengereform og meget andet. I Valby har jeg været med til at gå fra dør til dør og snakke fagforening i døråbningen hos helt almindelige mennesker. I Odense foregik fagforeningsnakken i bedste tupperware-stil hjemme i stuerne hos folk, der havde inviteret naboer og venner hjem på kaffe.

    Centralt i SKÆVT-kampagnen stod den personlige kontakt og snak med folk. Deres historie, hvordan de så tingene

    Her i afdelingen fik medlemmerne mulighed for at fortælle politikerne, hvordan det er at være arbejdsløs, om regelcirkus og aktivering og meget mere. Det var medlemmerne, og ikke politikerne, der snakkede, og for en gang skyld politikerne, der skulle lytte. Det var de ikke ret gode til.

    Sidste sommer så Bornholmerfærgen med Trafikstyrelsens accept igennem fingene med en ILO-konvention, der ellers kræver danske forhold om bord på den passagerfærge, der hedder M/F Skania, og som sidste sommer besejlede Bornholm på udvalgte spidsbelastningsdage.
    De så også stort på de gældende sprogkrav til besætningsmedlemmer.
    På sådan en lille færge er der plads til 1.400 passagerer, men her var de høje herrer altså blevet enige om, at 8 svensktalende kontoransatte, der aldrig havde mønstret et skib, var nok også i en nødsituation. Resten af besætningen snakkede polsk.
    Så 13 ud af 26 sejldage var vi i alt 30 mennesker, der delte en hjemmelavet polsk parlør ud nede på havnen. Hvis I er i tvivl om, hvad forskellige livsvigtige beskeder hedder på polsk, kan jeg finde et eksemplar frem til jer bagefter.
    Vores parlør, som også forklarede vores bekymring, nåede ud til mere end 10.000 passagerer.
    Som sagt var vi i alt 30 aktive fordelt på de her 13 dage.

    3F Bornholm har mere end 3.000 medlemmer. Vi har et stort potentiale.

    I ved lige så godt, som jeg gør, at vi er midt i en krisetid.
    Det er en tid, hvor vi ikke kan være sikre på vores arbejde.
    Hvor vi ikke kan være sikre på vores vilkår og vores løn
    Hvor maskerne i sikkerhedsnettet bliver større.
    Og hvor vi meget vel kan komme til at betale hele regningen for andres ødslen.

    De sejre, fagbevægelsen tidligere har tilkæmpet sig, kunne tilkæmpes, fordi og kun fordi man stod sammen, fordi man var fælles, og fordi det fælles betød noget.

    Senere er vi blevet opdraget til at være solidariske med os selv, til at tro, at vi havde sejret ad helvede til. Vi overlod nøglerne til nogle andre og trak os ind i vores sneglehuse.

    Men krisen viser os, at vi ikke kan deponere ansvaret hos nogle andre, at vi stadig har brug for et stærkt fællesskab, et fællesskab, der handler og sikrer og sørger for os hver især, men som netop er et fællesskab, hvor det er os, der handler, sikrer og sørger solidarisk for hinanden.

    Der er ikke brug for mere af det samme. Mere tid eller i større doser.
    Der er brug for en ny fagbevægelse.
    Der er brug for den gamle fagbevægelse.
    Der er nemlig brug for, at vi laver fagforening forfra.
    At vi genopdager, hvordan vi en gang gjorde.

    Vi har brug for en engageret fagforening, hvor vi kan begejstre og motivere hinanden.
    Det gælder medlemmer, ansatte, bestyrelse og ledelse.
    Det er vigtigt, at vores resultater er synlige, at vi kommer ud over rampen, at vi har en klar profil
    og følger med i, hvad der sker naturligvis lokalt, men også udenfor vores lille, afgrænsede samfund.

    Vi skal have mange flere aktiviteter i afdelingen.
    Huset på Sandemandsvej skal være et samlingssted for medlemmer.
    Og netop medlemmerne er krumtappen i forhold til større aktivitet.
    Vi er nødt til at være meget mere inddragende og åbne, så medlemmerne ved, hvad der foregår i huset, og har større indflydelse på det.

    Den største erkendelse, jeg og mange andre har fået via SKÆVT-kampagnen, er nok, at det er sammen, og egentlig kun sammen, vi kan flytte milepælene.
    Men det kræver en levende organisation.
    Hvor der er plads til meningsforskelle, og til at vi trækker på hinandens evner.

    Derfor lærer jeg heller aldrig at forstå, hvorfor man igen har valgt at udelukke en fjerdedel af medlemmerne fra at stille op til formandsvalget.
    Det eneste, der kan forklare det, er, som jeg ser det, at man er bange for et åbent valg.

    Jeg er i den heldige situation, at jeg har mulighed for at stille op.
    Jeg har været medlem af 3F, siden jeg i 2007 gik som arbejdsmand hos en tømrer.
    Og jeg vil rigtig gerne gøre mit til, at 3F Bornholm ikke alene fortsat er en stor fagforening, men også bliver en både stærkere og bedre fagforening.

    Det håber jeg, I vil give mig mulighed for.

    Som jeg ser formandsopgaven og har tænkt at løfte den

    13. Feb 2012 16:58, moggebikbak

    Program for mit formandskandidatur ved generalforsamlingen i 3F Bornholm, 27. marts, 2012.

    Den politik, der under den borgerlige regering er blevet ført, de sidste 10 år, betyder at man skridt for skridt og systematisk har forringet vilkårene for almindelige arbejdere og for fagbevægelsen:

    - Skattepolitikken har skævvredet Danmark. De rige har fået mere, de ringere stillede mindre. Jo, mere vi privatiserer den offentlige velfærd, desto større bliver skellene.

    - Fleksibiliteten i den danske model er blevet ringere til stor skade for arbejderne. Dagpengeperioden er halveret, perioden for supplerende dagpenge væsentligt kortere, dækningsgraden skrumper hele tiden ind og efterlønnen er så godt som væk.

    - Takket være EU er det blevet sværere at opretholde et overenskomstbåret lønsystem. Østaftalen har åbnet op for import af arbejdskraft, der underbyder overenskomsterne. Hvis ikke arbejdskraften importeres, eksporteres arbejdspladserne – i nogle tilfælde endda med statsstøtte.

    - Forhandlingssejrene ved indgåelsen af overenskomster har den sidste tid været fraværende. Efterhånden er det en sejr, hvis reallønnen holdes. Arbejdernes indflydelse på resultaterne er svindende. CO-industri ligger linjen for samtlige forhandlinger, stemmer vi nej, kommer der et regeringsindgreb.

    - Den fradagsberettigede del af vores kontingent er halveret, og organisationsgraden falder hele tiden.

    Sidste folketingsvalg var på sin vis et skæbnevalg for arbejderne og for fagbevægelsen. Rutsjeturen ville ikke bare have fortsat ad samme spor, der var lagt i ovnen til større indgreb. Hvis de traditionelle arbejderpartier havde tabt folketingsvalget, ville hele kontingentfradraget forsvinde, a-kasserne ville blive lagt over i kommunerne og organisationsprocenten formentligt tage endnu et dyk nedad.

    SKÆVT-kampagnen, som jeg i løbet af det sidste års tid har haft fornøjelsen af at være aktiv i, var 3Fs forsøg på at sikre, at vi fik en anden regering. Det skulle lykkedes gennem et kraftigt organiseringsforsøg, ved en genopdagelse af, at fagforeningen ikke er et supermarked, hvor man vælger en vare på en hylde, men er en forening, en forening bestående af fagligt aktive, et interessefællesskab, nogle vil sige en kamporganisation.

    Det lykkedes på sin vis, men den hellige grav er på ingen måde velforvaret. Selv efter valget består mange af de vanskeligheder, jeg startede med at opremse. Vi har måske haft det for godt og glemt at værdsætte det, glemt hvordan vi nåede derhen. Også før den forrige regering regnede vi med, at vi kunne betale os fra det hele. At den var der nok nogle andre, der klarede. Vores en gang stærke system er langsomt blevet nedbrudt, mens vi var travlt optaget af at bladre igennem rejsekataloger, bygge udestuer og sætte fladskærmsfjernsyn op.

    Vi står overfor en kæmpemæssig udfordring, for kun gennem den samme organiseringsstrategi, gennem en demokratisering af vores organisation, gennem større aktivitet og engagement kan vi selv med den nye regering forbedre vores position, øge vores styrke og opnå de sejre, der er nødvendige for at flere søger vores fællesskab. Men vi har en fordel. Vi ved hvad, der skal til, for vi har været der før.

    Hvordan forbedrer vi demokratiet i vores organisation?
    - Jo, hvis vi starter i toppen, så skal vi sikre alle lige adgang til for- og næstformandsposterne.
    I 2010 vedtog 3Fs kongres den såkaldte mangfoldighedsaftale, og ved samme lejlighed opfordrede man afdelingerne til så hurtigt som muligt at implementere denne aftale, senest pr. 1. januar, 2013. Den bør vi tiltræde fra og med førstkommende generalforsamling (hvilket jeg også tidligere har opfordret til).
    - Sikringen af den siddende formand ved, at et nederlag på generalforsamlingen skal konfirmeres ved en urafstemning, skal væk (fra og med næstkommende generalforsamling).
    - Vi er nødt til at kvalificere vores valghandlinger i forbindelse med valg til bestyrelsen og i den forbindelse kræve, at man som kandidat præsenterer sig for generalforsamlingen, så man ikke bare stemmer på en indstilling fra gruppebestyrelserne.
    - Vi må sikre, at alle grupper fungerer optimalt med jævnlige møder og sikre valghandlinger.
    - Bestyrelsesreferater skal være tilgængelige for medlemmerne og bestyrelsesmøderne åbne for medlemmer.

    Hvilke organiseringsformer skal vi benytte?
    - Vi skal arbejde for den størst mulige tilknytning af medlemmerne til afdelingen.
    - Invitere samtlige medlemmer af de respektive grupper til OK-møder, valg til gruppebestyrelsen, debat- og emneaftener.
    - I langt højere grad bruge telefonen eller en endda endnu mere direkte, personlig kontakt med medlemmerne – ud over naturligvis annoncering og internet-baseret kommunikation.
    - Huset skal være et samlingspunkt for medlemmerne – også gerne uden for åbningstiden, og der må gerne tænkes alternativt; kor, bibliotek, motionsrum, læsegrupper, foredragsaftener, familiearrangementer ved fastelavn og jul, udlejning af det store lokale til medlemmerne i forbindelse med familiefester.
    - Medlemsbladet skal bruges mere målrettet til at gøre medlemmerne opmærksomme på hvad, de får ud af deres medlemspenge; heri skal vi berette om sager, vi har vundet for medlemmerne; problemstillinger, der er aktuelle for medlemmernes arbejdssituation; udover selvfølgelig at reklamere for medlemsaktiviteterne i afdelingen.

    Hvordan bliver vi mere synlige og udadvendte?
    - Vi er nødt til nøje at følge den politiske udvikling på national og europæisk plan – men naturligvis i særdeleshed på Bornholm. Et dagsordenspunkt for kommunalbestyrelsen må ikke overraske os.
    - Vi har brug for at engagere bestyrelsen og medarbejderne i afdelingen i disse opgaver.
    - Derfor er det vigtigt, at arbejdsmiljøet hurtigst og bedst muligt forbedres. Selvom det måske er blevet bedre, siden vi virkelig skrabede bunden, så lader situationen stadig meget tilbage at ønske.
    I den sammenhæng vil jeg bare sige, at det ikke er min erfaring, at man får medarbejdere til at yde fuldt efter evne ved at forringe deres arbejdsvilkår. Det er min erfaring, at man kommer længst ved at udvise tillid til medarbejdernes evne til at koordinere arbejds- som fritid og lede ved eksemplets magt.
    - Vi skal have tilbageerobret det HB-medlemskab, som blev sat over styr i efteråret 2010.
    - Og så vi skal benytte oplagte chancer idérigt, bl.a. i forbindelse med store folkelige arrangementer såsom Folkemødet, Fair-Trade koncerten, Dyreskuet, Wonderwall og naturligvis 1. maj. Igen her har vi brug for at engagere medlemmer, bestyrelsen og ansatte.

    Formandsposter koster - men hvad med demokratiet!

    31. Jan 2012 14:29, moggebikbak

    Ole Dreyer fra SF har i dag valgt at melde sig ind i Venstre. Fred være med det. Det er jo ikke de første tilnærmelser, han har gjort ad den vej.
    Men han tager dog fejl, når han tror, han uden protester kan tage mandatet med.
    Ole fik 101 personlige stemmer, kun 0,4 % af samtlige stemmer ved sidste kommunalvalg. SF havde måtte nøjes med 3 mandater, om ikke der var blevet indgået et valgteknisk forbund med Enhedslisten, hvorfor Ole som gruppens 4. mand sidder på vores stemmer.
    Det er okay, at man finder ud af, at man er valgt på et forkert grundlag, eller at man hen ad vejen bliver klar over, at man hellere vil være formand for DGI Bornholm, men så melder man sig ud og trækker sig fra sine valgte poster. Man tager ikke et mandat med sig, som tilhører andre!
    Det er politisk tyveri og vælgerbedrag.

    Årets sidste kaffetår

    5. Jan 2012 12:14, moggebikbak

    Dagen før nytårsaften havde jeg nær fået kaffen galt i halsen, jeg læste nemlig i Bornholms Tidende Martin Steen Jørgensen udtale, at overgangen fra ledighed til kontanthjælp skulle udsættes eller helt afskaffes på Bornholm. Begrundelsen var, at det ville betyde social deroute for mange mennesker, og det har MSJ jo helt ret i.

    Når jeg nær havde fået kaffen galt i halsen, skyldes det det helt utrolige i denne udmelding i og med, at MSJ er medlem, valgt til kommunalbestyrelsen og folketingskandidat for Venstre, som igennem 10 år har ført en ganske konsekvent, asocial politik overfor netop ledige.

    Således indførte den nu heldigvis hedengangne regering i 2003 et kontanthjælpsloft, der gjorde modtagelsen af kontanthjælp afhængig af evt. ægtefælles indkomst, om man boede i egen bolig eller ejede andet af en værdi på over 10.000,- kr. Den samme regering har halveret dagpengeperioden og afkortet perioden, hvor man kan modtage supplerende dagpenge. Regeringen vedtog i sommeren 2010 den såkaldte genopretningspakke, der bl.a. lagde et loft over mulighederne for efteruddannelse i forbindelse med ledighed. Man fjernede muligheden for at står personlig tilmeldt i perioder med kortere ansættelser, så man på den måde kunne beskytte sin dagpengesats. Venstre har hvert år deltaget i satspuljeforliget, og pengene i denne pulje, som bevares bliver brugt til gode sociale tiltag, fremkommer som end ved, at overførselsindkomsterne ikke følger den samme prisudvikling, som resten af samfundet. Det er med andre ord en realbesparelse på overførselsindkomsterne, der betaler gildet. Men som arbejdsløs har man under den forrige regering også skullet søge minimum 4 stillinger om ugen, deltaget i aktivering i et hidtil uset omfang, og visse kontanthjælpsmodtagere har endda skulle stille til ugentlige samtaler på jobcentret. Der er med andre ord blevet drevet hetz på arbejdsløse, selvom disse har været uforskyldte i deres ledighed og ikke har ønsket sig andet end et fast arbejde. Filosofien har været den, at presser man de arbejdsløse tilstrækkeligt, så bliver der opslået flere stillinger.

    Men efter at Venstre har tabt regeringsmagten, kommer MSJ så med denne fuldstændigt gratis omgang. Hvor var visionerne henne i valgkampen? De kommer nu, hvor de arbejdsløse, takket været ikke mindst Enhedslistens deltagelse i finansloven, kan se frem til nogle ikke helt ubetydelige forbedringer.
    Enhedslisten og regeringen blev i forbindelse med finansloven nemlig enige om at fjerne de såkaldte fattigdomsydelser, herunder kontakthjælpsloftet og udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år og sikre, at ingen falder ud af dagpengesystemet i andet halvdel af 2012. Herefter håber vi, at man via trepartsforhandlinger vil kunne nå frem til en ny og bedre dagpengereform.
    Enhedslisten har fået flyttet 200 mio. kr. fra aktivering og kontrol over til bedre efteruddannelse for de arbejdsløse. Prisloftet over 6 ugers selvvalgt uddannelse afskaffes, så faglærte, ufaglærte og ledige med en forældet uddannelse nu igen frit kan tage f.eks. truckcertifikat og buskørekort. Og så giver aftalen også kontanthjælpsmodtagere ret til ferie, så de i 5 uger om året undtages fra kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. 

    Heldigvis kom kaffen rigtigt på gled igen, da jeg længere nede kunne læse mig frem til, hvori Martin Steen Jørgensens kur mod arbejdsløshed så består; yderligere privatisering af beskæftigelsesindsatsen, kontrol af de offentlige ansatte og tvangsarbejde – om end i det fri. Jeg siger tak for kaffe.

    morten riis
    morten riis


    Kalender

    « August 2016 »
    1234567
    891011121314
    15161718192021
    22232425262728
    293031 

    Arkivet

    Tags

    Arkiv