Mortens blog

Efter at Dansk Folkeparti har fiflet ved regeringens plan, som apropos gør alt andet end at genoprette, er det nu de arbejdsløse, de børnerige familier og ulandsbistanden - men altså især de arbejdsløse, der må holde for.
I sidste uge (uge 20) var det samtlige overførselsindkomstgrupper, der kunne se frem til at skulle betale for krisen, i denne uge er pensionisterne af vælgertilslutningsmæssige årsager luget ud. De bedst stillede må nøjes med de skattelettelser, de fik i januar, samt de foregående og så vente i to år på den næste.
Jeg er ikke spor bekymret for, om de i for vejen bedst stillede vil klare skærene.

At halvere dagpengeperioden fra 4 til 2 år i en tid, hvor arbejdsløsheden ifølge Danmarks Statistiks kvartårlige arbejdskraftundersøgelse netop har rundet 230.000 personer, kan dog næppe være ringere timet. Men ikke nok med det. Idet man også ændrer grundlaget for satsberegningerne, så det for mange vil blive meget sværere at opnå højeste sats, sænker man de facto også dagpengesatsen.

Ledige, der har været arbejdsløse i 9 mdr., bliver sendt i aktivering. Er aktiveringen i form af ansættelse med løntilskud, og bliver denne forlænget (hvilket ikke sker så sjældent endda), så har den ledige brugt 1 år og 9 mdr., uden at optjene en eneste time til en ny dagpengeret. Vejen er med andre ord banet til kontanthjælpen, for det kan være end dog meget svært at optjene 1924 timer (et års fuldtid) på 1 og 3 mdr. Hvis ikke, er det ud!

Til det med kontanthjælpen er der desuden følgende at bemærke: (1) flere på kontanthjælp vil komme til at gøre ondt i kommunekassen og (2), mange af de ledige vil slet ikke være berettiget til kontanthjælp, qua evt. ægtefælles indtægt, og hvis der er friværdi i selvejet bolig. At æde af sin friværdi er kun en mulighed med accept fra bankforbindelsen. Og i hvor mange tilfælde mon, vil banker give ledige personer, der står udenfor en a-kasse og uden mulighed for et minimum af offentlig understøttelse, lov til at æde af deres friværdi i en situation, hvor huspriserne rasler ned?

Tankegangen er den sammen, der har gennemsyret beskæftigelsesministeriet siden Venstre og de Konservative kom til magten, nemlig: at forringer man blot vilkårene for de ledige tilstrækkeligt – ja, så skal de nok finde et arbejde. Ikke noget med at iværksætte initiativer, der kan fremme skabelsen af arbejdspladser. Regeringen laver med andre ord en omvendt Keynes, de benytter ikke muligheden for i en økonomisk vanskelig situation at igangsætte offentlige investeringer.
Jeg ser derouten for mig: Gældsplagede arbejdsløse, der bliver nødt til at sætte huset på tvang. For den faktiske lønmodtager, der enten er arbejdsløs eller kan se sin livssituation mærkbar forringet ved arbejdsløshed, hjælper det stort, at prognoserne ser gode ud for at komme i beskæftigelse indenfor en årrække. Især hvis mulighederne for understøttelse i disse mellemliggende år i svindende.

Er timingen for en dagpengereform så altså overhovedet velvalgt?
Ja – altså i regeringens optik. For hensigten er ikke alene at skabe fattigdom, men også at svække fagbevægelsen og dens muligheder for (sammen med arbejdsgiverorganisationerne) at regulere det danske arbejdsmarked gennem overenskomster. Allerede i dag ser man inden- som udenlandske arbejdere påtage sig arbejde, hvor der ingen gældende overenskomstregler er. Med østaftalen, der trådte i kraft pr. 1. maj sidste år, og med den seneste overenskomsts manglende evne til gennem kædeansvar at lukke dette hul i det ellers overenskomstbaserede arbejdsmarked er hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets parter i realiteten opsagt. Spørgsmålet er blot, hvornår det går op for arbejderbevægelsen og ikke mindst arbejderne. Skal vi først på fallittens rand?

Derfor er det i denne ellers triste tid trods alt opmuntrende, at LO-formand Harald Børsting åbent kalder udspillet for en krigserklæring mod de arbejdsløse, og tilmed indkalder til demonstration onsdag d. 2. juni ved KL-huset, Weidekampsgade 10 i København. Jeg håber at se mange bornholmske kammerater, for vi må sgu holde sammen på velfærden.

Det er nu tredje gang LO, FTF, de røde ungdomsorganisationer, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten på Bornholm samles her på Galløkken til fælles 1. maj.
Det er vi i Enhedslisten rigtig glade for.
Det er vi, fordi vi trods meningsforskelle føler et slægtskab med socialdemokraterne, SF og fagbevægelsen.
Det er arbejderbevægelsen, der har været rygraden i opbygningen af det velfærdssamfund, vi herhjemme er så stolte af.
I den kamp har 1. maj altid spillet en vigtig rolle, som lejlighed til at få luftet og tydeliggjort bevægelsens krav og mål.

På Første Internationales kongres i 1866 i Genf vedtog kongressen et forslag om arbejdsdagens begrænsning til otte timer. Det var med til at samle arbejderne om et fælles mål i deres kamp for bedre forhold.
I mange år efter, ja helt op til i dag, er det en af de paroler, arbejdere demonstrerer under rundt om i verden, og historien viser således, at vi kan udrette store ting i fællesskab. Det er et samarbejde, som Enhedslisten gerne vil, et samarbejde, et samarbejde for forbedringer.

Den konstituering, vi netop har været vidne til i forbindelse med kommunalvalget i november, er det, som repræsentant for én af arbejderbevægelsens partier, svært at være stolt af. Den var netop et eksempel på, at der mellem to af bevægelsens partier ikke var tilstrækkelig tillid, at der gik magtspil i den. Og helt uagtet ansvarsplaceringen for det, må vi ærligt talt sige, at vi også frygter de tiltag, som vore socialdemokratiske kammerater vil kunne komme til at gennemføre med den anden side af salen.

Skal vi virkelig se:
- Hotelbyggerier forvandlet til parcelhusklynger på klippesiderne
- Campingpladser brede sig ind over fredede områder og ud til vandet
- Et udsalg af kystnære områder bare for at prøve grænserne af
Skal vi se:
- Øens gårdmænd og store virksomheder blive tilskyndet til jord- og vandforurening for kortsigtet jagt på profit
- Vore skove bliver solgt bare for at redde et enkelt budgetår
- Og de energipolitiske tiltag stort set begrænse sig til et gyllegasanlæg, der hovedsagligt gør det muligt for svinebønderne at udvide deres besætninger
Skal vi se:
- Arbejdsløskurven stige og samtidigt acceptere, hvordan folk i aktivering bliver misbrugt, hvordan de går for helt ned til 50 kr. i timen, bruger af deres dagpengeret, hvordan aktivering samtidigt med, at den slår bunden ud af overenskomsterne også får en masse reelle arbejdspladser til at forsvinde
Skal vi se:
- Skoler, institutioner, plejehjem blive lukket - helt indlysende forringelser af den offentlige velfærd
Skal vi se:
- hjemmehjælpen udhulet og hvordan visitationen til plejehjemmene bliver skærpet

Der er ingen tvivl om, at Bornholm i øjeblikket står overfor nogle helt ekstraordinære udfordringer.
Vi har et af landets ringeste ledighedstal.
Vi kæmper mod fraflytning.
Vi har en endnu større og støt voksende andel af ældre medborgere på overførselsindkomster end i andre dele af landet.
Som øsamfund har vi selvfølgelig en geografisk udfordring i forhold til at trække nye virksomheder til.
Og som i alle andre af landets kommuner, så kæmper vi selvfølgelig også med regeringens prioriteringer: Kommunernes økonomi holdes i et jerngreb, så ikke alene skattestoppet bliver overholdt, men så der også er råd til skattelettelser til de i forvejen bedst stillede, så der er råd til at sende penge over til de private sygehuse, så der er råd til fortsætte krigseventyret i Mellemøsten, så der er råd til at forære Mærsk Nordsøolien, så der, på trods af at vi slet ikke er medlem af ØMU-samarbejdet, er råd til, at vi lever op til EU’s besparelseskrav, der i regeringens fortolkning betyder nulvækst i kommunerne, og så der er råd til, at de multinationale virksomheder for guds skyld ikke skal betale skat.
Midt i den her fuldstændig vanvittig højreorienteret politiske prioritering, som vi kommunalt set er underlagt, må vi bare aldrig glemme, at vi løber ærinder for regeringen, når vi gennemfører de besparelser, der skal få deres budget til at hænge sammen. Udhulningen af den offentlige sektor er faktisk kongstanken for den siddende regering.
Og i forhold til vores konkrete situation, den bornholmske virkelighed, så vil jeg vove den påstand, at de besparelsesforslag, som gang på gang bliver fremsat, heller ikke vender den dårlige udvikling, eller rettere sagt den afvikling, vi er inde i. Nej, jeg vil gå så vidt som til at påstå, at det bare får afviklingen til at accelerere. Et eksempel:
Efter det sædvanlige, åbenbart særligt bornholmske frem og tilbage, hvor almindelige mennesker holdes på pinebænken i forhold til beslutninger, der i meget højt grad berører deres livssituation - ja, da er det lige blevet besluttet, at lukke Østermarie Skole, eller skulle jeg måske nærmere sige en afdeling af Mosaikskolen, der jo selv blot er en afdeling af Hans Rømer-skolen, skolen i Åkirkeby, hvis nogen altså skulle være i tvivl om det... Lukningen sker med baggrund i et faldende børnetal, og filosofien er den, at lukker man nu den ene skole, og flytter børnene over i en anden, også lukningstruet - ja, så har den anden skole en større sandsynlighed for at overleve. Men der er en præmis, for at det her tankeeksperiment kan lykkes, og det er at forældrene ikke alene elsker deres børn, hvilket jo ville være en rimelig antagelse, men at de elsker Folkeskolen, og ud over at de elsker Folkeskolen, også elsker Bornholm. Ellers ville mange sende deres børn i private skoler - man kan ligefrem se Claus Hjorth Frederiksen sidde og gnide sig selv i hænderne - ligesom mange forældrepar, mens de stadig kan komme af med huset, helt ville rykke teltpælene op og flytter til et sted, hvor man også kan få sig et ordentlig arbejde. Men det betyder jo, at prognosen for børnetallet ikke holder. Det bliver faktisk endnu ringere.
Ligesom vi går i krig for fredens skyld, så lukker vi altså skoler for at bevare dem. Det er en paradoksal spiral, vi skal have vendt, og den vender man ikke ved den type af besparelser.

Vi så jo gerne, at de to socialdemokratiske partier i kommunalbestyrelsen var i stand til at samarbejde, og som minimum fortsatte den tradition, de var rundet af, hvor reformer var de dagligdagens små forandringer, der skulle føre samfundet mod en solidarisk og økologisk velafbalanceret fremtid.
- Konkret kunne man jo begynde med at få sat lidt skub i det havvindmølleprojekt, der efterhånden længe har været snak om ud for Rønne Banke - gerne på folkeaktier. Det kunne gøre os uafhængige af svensk atom-kraft og den kuldrevne el-produktion, der foregår nede på havnen her i Rønne.
- Kommunen kunne begynde at te’ sig som en oplyst og bevidst forbruger, man kunne opstille retningslinier for indkøb til de kommunale kantiner, der så vidt muligt favoriserede lokalproducerede, økologiske fødevarer, og på den måde hjælpe en sund udvikling på vej i landbruget til gavn for naturen, klimaet beskæftigelsen og folkesundheden.
- Man kunne yde støtte til projektlandbrug, hvor unge, familier, kollektiver fik mulighed for at starte små økologiske brug op til lokal forsyning.
- Kommunen burde påbegynde opsætningen af solceller til strømproduktion på de mest egnede af sine bygninger, og som mange private jo også for tiden satse på vedvarende kilder til opvarmningen af lokaler
- En kommunal håndværker-afdeling kunne tage sig at mange af disse tiltag, ligesom mange af kommunens bygninger også kunne klare en solid omgang energirenovering. Anlægspuljen er faktisk et af de få steder, hvor kommunen råder over midler, og der er jo som bekendt masse af arbejdsløse indenfor byggeriet, så hvad venter man egentlig på. En kommunal håndværkerafdeling kunne også løse problemet med de manglende praktik og lærepladser. I øjeblikket arbejder man med at få private til at underskrive hensigtserklæringer i forhold til praktik- og lærepladser, og det juridiske grundlag for klausuler, der pålægger private sådanne forpligtigelser, er også noget tyndt. Så hvorfor ikke bare klare ærterne selv.
- Vi har brug for arbejdspladser, og det er da fint, hvis staten, på et eller andet givet tidspunkt, vil flytte nogle statslige arbejdspladser til f.eks. Bornholm. Men kan vi vente på det?
Energirigtige boliger, som dem man har i støbeskeen på Nexø havn, er helt sikkert et fornuftigt skridt i den rigtige retning - miljømæssigt, men det øger ikke i sig selv tilflytningen og skaber ikke blivende beskæftigelse. Vi kan ikke nøjes med at brande Bornholm, kommunen må selv i arbejdstøjet og sparke gang i økonomien.
- Og har vi så fået smøget ærmerne op, kan vi lige så godt holde os i gang: KL skal tilbageerobres og reformeres, så det bliver et demokratisk forum for kommunerne og ikke et instrument for regeringen, men det vil kræve intet mindre end et samlet kommunalt oprør. Så der er nok at ta’ fat i.

I Enhedslisten vil vi gerne samarbejde. På vores årsmøde om 14 dage er det vigtigste punkt på dagsordenen faktisk, hvordan vi skal stille os til et finanslovsforslag fra en forhåbentlig snart kommende S, SF-regering. Indstillingen fra vores hovedbestyrelse lyder, at ”Enhedslisten ikke udsteder nogen blanco-check til en ny regering. Vi fastholder det princip, vi hele tiden har arbejdet efter: Vi stemmer for enhver forbedring af almindelige menneskers vilkår og imod enhver forringelse. Det samme princip vil gælde for Enhedslistens stillingtagen til finansloven. En ny regerings finanslove skal være markant bedre end VKO’s. Er en ny finanslov uden nye forringelser, men med forbedringer, vil det være et fremskridt Enhedslisten kan stemme for.”

I arbejderbevægelsen kan vi godt være uenige om væsentlige politiske emner, om taktikker og strategier, men det, der samler os, må fylde mere, skal fylde mere.

God 1. maj og rød front!

Udtalelse fra Enhedslisten Bornholms bestyrelse, 20. april, 2010

Børne- og skoleudvalget vedtog d. 6. april et tiltag til sikring af budgetoverholdelse i Børnecenter Bornholm, eller med andre ord: en spareplan til 18,5 millioner.

Planen dækker over en lang række tiltag, herunder reduktion i stillinger samt strammere visitationskriterier for forskellige ydelser, et nedsat serviceniveau på en række områder, lukning af behandlingsinstitutionen Sirius og endelig hjemtagning af børn fra tilbud i andre kommuner til Bornholm.

Børnecentrets i forvejen hårdt trængte medarbejdere gav deres bekymring til kende i forbindelse med behandlingen af forslaget. De peger bl.a. andet på, at en hjemtagning eller afbrydelse af et forløb vil betyde endnu et brud og en følelse af svigt for det berørte barn. De forebyggende og mindre indgribende foranstaltninger, der er til rådighed i dag, f. eks. efterskoleophold, ville ellers betyde, at man ville undgå langt mere indgribende (læs: dyrere) foranstaltninger på længere sigt. Desuden mere end antyder medarbejderne, at forringelserne vil betyde et dårligere arbejdsmiljø for sagsbehandlerne på Børnecentret med risiko for udvikling af stress, højt sygefravær m.v.

Det forekommer ubegribeligt, at man finder det rimeligt at sænke kvaliteten for udsatte børn og unge på Bornholm yderligere, og det er uacceptabelt at øge arbejdspresset på Børnecentrets medarbejdere. Børnecenter Bornholm har gennem en længere periode været præget af et højt sygefravær blandt sagsbehandlerne, og der er store vanskeligheder ved at nå opgaverne inden for de fastsatte frister. Næsten enhver bornholmer kan fortælle en historie om, hvordan Børnecentret sad en bekymring for et barn overhørig i måneds- eller årevis, eller hvordan sagsbehandlerne var umulige at komme i kontakt med. Dette skyldes selvsagt ikke ond vilje. Nej, det er resultatet af, at sagerne er præget af en uhyre kompleksitet, kombineret med et kolossalt arbejdspres og en konstant gennemstrømning af medarbejdere, vikarer, og vikarer for vikarer.

Det er ikke Enhedslistens holdning, at enhver besparelse er af det onde. Man kunne f.eks. godt forestille sig, at der var fornuft i at hjemtage børn fra anbringelser i andre kommuner til Bornholm, hvilket formodentlig ville være billigere og samtidig skabe arbejdspladser på Bornholm. Man kan bare ikke gøre det samtidigt med, at man nednormerer Børnecentrets medarbejdere og nedlægger én af øens egne behandlingsinstitutioner. Man kan godt forestille sig fornuft i at inkludere flere børn med vanskeligheder i kommunens almindelige skole- og pasningstilbud, det er faktisk meget moderne med inklusion. Man kan bare ikke gøre det i samme åndedrag, som man slagter Børnecentrets specialpædagogiske team.

Arbejdet med de udsatte børn og unge bør være præget af grundighed, systematik og en høj grad af faglighed, hvilket nødvendiggør, at der er erfarne, veluddannede medarbejdere til at løse opgaven, og at der tænkes langsigtet. Den slags hovsaløsninger som den, spareplanen er udtryk for, giver kun anledning til at øge mistilliden til Børnecentrets arbejde, og det vil skabe dårligere vilkår for udsatte børn og unge på Bornholm.

Og nej, man behøver ikke råbe: "Tøndersag!" hver gang der tales om besparelser på børneområdet. Man kan nøjes med helt udramatisk at antyde, at yderligere forringelser på længere sigt kan betyde større udgifter til førtidspensioner til unge, mere ungdomskriminalitet og flere akutanbringelser. Og endelig vil det betyde mere mistillid til det kommunale system.

Tilsyneladende er der én part, der ikke er blevet hørt i denne sag, nemlig børnene, dem det drejer sig om. Hvad siger de og deres forældre til lukningen af Sirius og sker lukning og hjemtagning fra andre kommuner ud fra hvad der er bedst for det enkelte barn?

Den debat om skolelukninger, der er afstedkommet af skolebestyrelsen for Hans Rømer-skolens beslutning om at lukke Østermarie Skole torsdag d. 18. marts, har allerede betydet, at en del besynderlige synspunkter er blevet bragt til torvs.

Da kommunalbestyrelsen i sin tid vedtog distriktsmodellen, besluttede man faktisk her, at der fremover kun skulle være fire skoler på øen. De resterende skoler blev underlagt de fire såkaldte distriktsskoler, hvorfor bl.a. Østermarie og Østerlars-Gudhjem skole formelt set allerede ophørte med at eksistere dengang. Ved denne manøvre sikrede kommunalbestyrelsen sig, at man ved fremtidige lukninger af skoler hørende under én af de fire distriktsskoler egentlig ikke selv behøvede at komme i felten - beslutningen kunne overlades til skolebestyrelsen, idet en sådan beslutning ville være sammenlignelig med f.eks. at blænde en dør. At lukke skoler bryder ingen sig om, nærmest pr. definition, hvorfor man formentlig gerne overlod det beskidte arbejde til nogle andre.

Indtil beslutningen om lukningen af Østermarie Skole blev truffet i torsdags, var jeg personlig af den opfattelse, at en så væsentlig beslutning som at lukke en... lad os i mangel af bedre ord kalde det for, en afdelingsskole, godt kunne have klaret en endelig behandling i kommunalbestyrelsen, som derved også en sidste gang ville have tilkendegivet sit syn på og ansvar for sagen. Men det var der ikke stemning for, og man kan sådan set derfor rose den nuværende kommunalbestyrelse for konsekvent at stå ved den forrige kommunalbestyrelses, efter mine koncepter ansvarsforflygtigende beslutning om, at nedlæggelser af afdelingsskoler altså er et anlæggende for skolebestyrelserne. Det er ikke noget godt synspunkt, men det er i det mindste konsekvent.

Skulle kommunalbestyrelsen så nu, efter at beslutningen er truffet i skolebestyrelsen, gå ind i sagen og træffe en endelig afgørelse, ville kommunalbestyrelsen fuldstændig underminere den pågældende skolebestyrelse og faktisk tilmed hele den uddelegering af ansvar, der er stablet på benene i forhold til alle øens skolebestyrelser, og man kunne med god ret få fornemmelsen af, at skolebestyrelsen var blevet korrekset, fordi man havde truffet en beslutning, som kommunalbestyrelsen var uenig med, men altså ikke i udgangspunktet selv havde lyst til at træffe.

En sådan fadæse begik skolebestyrelsens formand faktisk efter, at beslutningen var blevet truffet. Hun trådte frem for åben skærm og kritiserede den beslutning, som hendes egen bestyrelsen var nået frem til. En noget besynderlig optræden af en formand, der loyalt og uagtet egne synspunkter burde repræsentere den bestyrelsen, vedkommende er formand for.

En formand har selvfølgelig ret til at indkalde til ekstraordinære bestyrelsesmøder, sådan som formanden for Hans Rømer-skolens skolebestyrelse ifølge den lokale dagspresse agter at gøre, men vedkommende bør vide, at der derved sås tvivl om bestyrelsens evne til at træffe beslutninger - især når forudsætningerne for et sådant møde er helt de samme som ved forrige møde.

Dette leder mig til den sidste mærkværdighed ved hele sagen, nemlig det forhold, at afstemningen var skriftlig, er blevet en særskilt sag. Det er da ganske rimeligt, at dersom blot ét bestyrelsesmedlem ønsker skriftlig afstemning om dette eller hint - ja, så bør afstemninger foregå sådan. Og med skolebestyrelsesformandens iver efter endnu et møde in mente, er det måske ikke så underligt, at der sidder én eller måske endda flere, der helst ønsker sig en sådan kilden afstemning gennemført skriftlig. Man får det klare indtryk, at bestyrelsesmedlemmerne er sat under pres.

Del og hersk er et udtryk kendt fra den romerske administration. Romerne brugte princippet til at kontrollere deres erobrede provinser ved at spille på interne konflikter, således at de slap for at bruge unødvendige ressourcer på at holde revolutionære personer nede.

Som borgere på Bornholm, men vel sagtens i hele landet er vi i tusinde vis placeret i samme ubehagelige situation - at vi som befolkning splittes. Vi ender i nogle valg og situationer, hvor vi har svært ved at se ud over egen næsetip og erkende den sande årsag til den misere, vi sidder i.

Aktuelt og lokalt hedder sagen skolelukning, Østermarie vs. Østerlars-Gudhjem. Som bosiddende i Gudhjem og forælder til to små fremtidige skolebørn er jeg selvfølgelig glad for beslutningen om, at skolebestyrelsen på Hans Rømer-skolen valgte, som de gjorde og opretholdte Østerlars-Gudhjem Skole. En storm af protester har forståeligt nok rejst sig fra forældre fra Østermarie og opland, og dette scenario havde været helt det samme, blot med Østerlars- og Gudhjembeboere i hovedrollen, om det modsatte havde været tilfældet.

Vi sættes op imod hinanden, selvom vi egentlig har de samme interesser: at bibeholde skolerne i lokalområder. Hvem er det, der sætter os op mod hinanden. Det er ikke skolebestyrelsen. De udfører et stykke bestillingsarbejde for børne- og skoleudvalget og kommunalbestyrelsen, og så længe de ellers gør, som udvalget og kommunalbestyrelsen vil, kan de godt få lov til at ”bestemme” lidt. Så er fingrene også rene!
Nå, men er det så børne- og skoleudvalget og kommunalbestyrelsen, vi skal være sure på?

Det kan jo ikke udelukkes, at der findes personer, selv i kommunalbestyrelsen, som man bør kaste sin vrede på, men i hovedtrækkene er selv medlemmerne af kommunalbestyrelsen reduceret til marionetter, økonomaer og kassemestre – og det med et meget stramt budget, hvorfor de i øjeblikket skærer; ikke kun ind til benet, men også i det.

Nej, dem, vi i stedet for hinanden egentlig skulle slås med, er regeringen. Det viser sig endda i deres politiske kongstanke: skattestoppet, hvor vi hver især gøres til enkeltstående individer, så man for bare individualitet helt overser, at vi også alle er samfundsborgere.
Når regeringen med sit skattestop udhuler det økonomiske grundlag for den offentlige sektor – ja, så må behandlingen på sygehusene blive ringere, plejehjemsvisiteringen striksere og folkeskolerne mere udslidte og færre. Vi kan ikke både få penge til privatforbrug og bedre offentlig service, det siger sig selv.

Der vil i den næste tid blive debatteret en del frem og tilbage over torsdagens beslutning, og jeg vil ikke lægge nogen som helst hindringer i vejen for en sådan meningsudveksling, men blot minde om, at skulle man have nogen som helst forventning om at blive taget seriøs i sine beklagelser over forringelserne af den offentlige service – ja, så må det jo været hævet over enhver tvivl, at man ved næste kærkommende lejlighed sætter sit kryds på et af de oppositionspartier, der åbent erkender sammenhængen mellem skattestoppet og serviceforringelserne – selv foreslår jeg naturligvis, Enhedslisten.

Fredag d. 11. december kl. 19.15 åbner Scala Gudhjem dørene til en dokumentarfilm om de menneskeskabte klimaforandringer - og der er fri entré! Filmen hedder The Age of Stupid og er netop blevet vist på Rådhuspladsen i København i forbindelse med FN's klimatopmøde.
 
Formålet med arrangementet er at rykke debatten ind i mere hjemlige omgivelser og gøre den mere virkelig for almindelige mennesker.
 
Filmens historie tager sit afsæt i et fremtidsscenario anno 2055, hvor en arkivar kigger tilbage til vores tid og undres over, hvorfor man ikke gjorde noget for klodens klima, mens man endnu havde muligheden for det. Det er der kommet en ganske tankevækkende film ud af.
 
Efter filmen vil det nyvalgte medlem af kommunalbestyrelsen, Lene Feldthus Andersen (Borgerlisten) lægge op til debat og med sin erfaring med implementering af miljø- og energipolitikker også pege på, hvad man - både som samfund og individ kan gøre for sagen.
 
Filmen vil også blive vist lørdag (samme tid, stadig fri entré, men uden efterfølgende debat) for dem, der missede forestillingen fredag.

Jeg overvejer seriøst at blive vedvarende

Et tilbagevendende, ja måske endda ligefrem dagligt fænomen

Hundrede procent ophængt på organiske processer

Ikke indeholdende et eneste modificeret gen

Jeg overvejer seriøst at blive vedvarende
Gå i ét med et forhåbentligt mere harmonisk hele
Fortabe mig selv og blive selvforsynende
med selv de mest behovsbestemte reservedele

Jeg opvejer seriøst at blive vedvarende
En blivende del af din autonome hverdag
Helt og aldeles og langt ud til fingerspidserne
En fast rytmisk ven af dit specifikke pulsslag

Jeg overvejer seriøst at blive vedvarende
Akkumulerer på højtryk og for fulde gardiner
Et eksemplarisk komprimeret bundt biodiversitet
Mere struttende end seksten søde økologiske appelsiner

Jeg overvejer seriøst at blive vedvarende
En permanent septiktank af overgærede energier
der med sin forførende dunst driver mig mod
et i fællesskab fremavlet biodynamisk tusindårsrige

Mange tak for den flotte opbakning ved valget d. 17. nov. Enhedslisten fik en fremgang på 0,5%, hvilket jo er et lille skridt i den rigtige retning. 147 stemmer mere, og vi var kommet i kommunalbestyrelsen.

Jeg er meget taknemmelig over de mange personlige stemmer, og jeg lover, at vi om fire år igen vil lægge os i selen for at gøre Bornholm mere solidarisk og økologisk bæredygtigt.

Det kan i den sammenhæng desværre ikke benægtes, at Socialdemokraternes alliancedannelse med Venstre, Dansk Folkeparti og Borgerlisten er at betegne som et (omend lokal-)historisk klasseforræderi. Allerede inden det næste kommunalvalg bliver det derfor også vores opgave at pege på de uheldige konsekvenser, denne karriere-manøvre får for os andre, og opstille alternativer udviklingsmuligheder til den.

Det er her, vi har brug for dig! Med 552 stemmer burde det være muligt for os at udvide medlemsskaren og øge vores aktionsstyrke, så meld dig endelig under fanen.

Flere meningsmålinger tyder på, at det bliver Enhedslistens stemmer, der i kraft af valgforbund skal sikre SFs sit sjette mandat i kommunalbestyrelsen og dermed muliggøre, at SF kan danne flertal udelukkende med S.
 
I Enhedslisten mener vi, at de to arbejderpartier har pligt til at slå pjalterne sammen, overvinde forskelle og stridigheder og komme i gang med at forbedre situationen for det bornholmske samfund.
 
Det betyder i vore øjne en indsats for at øge beskæftigelsen, få gang i grønne jobs, bedre miljø, et mere naturvenligt landbrug, bedre offentlig service, bedre ældrepleje, flere hænder i den offentlige sektor, bedre og billigere kollektiv transport, energirenovering af offentlige bygninger, etc.
 
Intet er imidlertid afgjort, før den sidste stemme er afgivet, hvorfor vælgerne også stadig kan nå at garantere sig, at flertallet ikke alene bliver rødt, men at politikken også bliver det. Kommer Enhedslisten i kommunalbestyrelsen, vil vi stædigt fastholde fokuspunktet for det eventuelle arbejderflertal.

Den største udfordring, vi i øjeblikket står overfor, er arbejdsløsheden. I øjeblikket er der 1.200 fuldtidsledige, og inden et år hedder tallet formentligt 2.000. Det er et alvorligt problem - for kommunens økonomi, men jo så sandelig også for de mennesker, der rammes af ledighed, og som for en tid må klare sig på et endog noget mindre husholdningsbudget.

Som kommune bliver vi nødt til at reagere på denne truende situation. Regeringen har længe forsøgt at bilde os andre, og formentlig også sig selv ind, at forringede man blot vilkårene for de ledige tilstrækkeligt, så ville det føre til fast fuldtidsansættelse. Sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen, og i den situation, vi rent økonomisk er i, kan vi ikke vente på, at erhvervslivet trækker i førertrøjen.

Prøvevalget, der gennemføres for 16- og 17-årige her på Bornholm (og i 25 andre kommuner) har aktualiseret debatten om nedsættelsen af valgretsalderen.

Personligt har jeg haft min tvivl, for der findes jo indrømmet ingen naturlig grænse, og de tidligere nedsættelser af valgretsalderen til henh. 21 år i 1961 og endelig 18 år i 1978 vakte med garanti også en voldsom debat, som jo sikkert på mange måder minder om den, der kører nu.

Det mest rimelige ville imidlertid være (er jeg nået frem til), at valgretsalderen blev nedsat til 15 år - i hvert fald så længe, den kriminelle lavalderen hedder 15 år.

Det egentlig indlysende argument er, at når samfundet har mulighed for at straffe 15-årige - ja, så bør disse af rent demokratiske grunde jo også have mulighed for at øve indflydelse på den lovgivende forsamling, der har vedtaget den lov, de kan straffes under.

Alternativt bør man hæve den kriminelle lavalder til 18 år.

Der har den sidste tid været nogen snak om, hvorvidt kommunen skulle overtage driften af lufthavnen fra staten. Det er et såkaldt tilbud fra Lars Barfoed, som der heldigvis er bred politisk enighed om, at det skal vi ikke. Fordi vi jo dermed risikerer endnu en post i det i forvejen noget hårdramte budget. Senest har transportministeren så luftet idéen om, at man måske skulle lade nogle private byde ind på driften. Det har fået Enhedslistens trafikordfører i Folketinget, Per Clausen til at stille ministeren et §20-spørgsmål.

I en pressemeddelse skriver Per:

"Staten må sikre offentligt eje af Bornholms Lufthavn

-         Bornholm har meget dårlige erfaringer med at overlade den kollektive trafik til private entreprenører. Sidst brød den kollektive trafik midlertidigt sammen, fordi det busselskab, som havde overtaget busdriften gik fallit. En lignende situation kunne meget nemt opstå, hvis Bornholms lufthavn blev solgt til private. Derfor må transportministeren nu garantere, at man ikke vil sælge Bornholms Lufthavn til en privat investor, udtaler Per Clausen, transportordfører for Enhedslisten.

Per Clausen har stillet nedenstående paragraf 20 spørgsmål til transportministeren:

Er ministeren enig i, at det vil være helt uholdbart, hvis Bornholms Lufthavn risikerer at gå fallit og at det derfor er helt uacceptabelt, hvis staten sælger Bornholms Lufthavn til en privat investor?"

For såvel flytrafikken som for sejlads med hurtigfærger gælder det i øjeblikket, at disse to transportformer er fritaget fra CO2-afgifter - og det på trods af, at vi her har at gøre med de to så absolut mest forurenende transportformer - se det er da grotesk!

Én af forskellene mellem de to transportformer er imidlertid, at man på færgebilletten ikke kan mærke den afgifts-undtagelse. Det er dyrt nok - selvfølgelig, hvis man skal have en bil med, men også hvis man skal have sig en køje på natfærgen, og det er man næsten nødt til, hvis man vil have sig bare en smule søvn.

Undtagelsen fra at betale CO2-afgifter betyder, at man faktisk kun betaler 1,40 kr. pr. liter brændstof, når man tager en tur med flyveren, hvorfor vi også mener, at Folketinget er nødt til at kigge på den. Vi må ha' folk over i mere fornuftige trasportformer.

Der er dog nogle særlige bornholmske forhold, som vi bliver nødt til at tage i betragtning, og som må betyde noget for prisfastsættelsen af flybilletter. Der er jo ikke et væld af andre transportformer, hvis man hurtigt skal over, og derfor bør dette selvfølgelig tages i betragtning.

• Bornholm har brug for flere arbejdspladser. Der er mange arbejdsløse håndværkere, og desuden råber mange af vore offentlige bygninger på vedligehold og energirenovering. Lad os komme i gang med det.
Kommunen skal som minimum kræve af håndværksfirmaer, der udfører arbejde for kommunen, at de alt efter mandetimer opretter et vist antal lærepladser. Helst burde der oprettes kommunale håndværksafdelinger, for hvorfor egentlig sende skattekroner ned i mesters lomme?

• Forskellen på en SOSU-medarbejders løn og niveauet for overførselsindkomster er desværre ikke ret stor. Det er på mange måder beklageligt, men også en enestående mulighed for uden stor forøgelse af budgettet at forbedre arbejdsforholdene indenfor plejesektoren, så dem, der har brug for pleje, kan få mere og bedre pleje, og så dem, der giver pleje, ikke skal udsættes for minuttyranni og stress.

• Kommunen bør vedtage en indkøbsstrategi for sine kantiner og institutionskøkkener, så man fortrinsvist køber økologisk og bornholmsk producerede fødevarer. Således får vi skabt grobund for en økologisk omstilling af landbruget – en udvikling, som også vil øge beskæftigelsen. Såfremt udbuddet af fødevarer bliver for smalt, bør kommunen selv etablere økologiske jord- og kvægbrug.